8 ting, jeg skal nå i 30’erne!

8 ting, jeg skal nå i 30’erne!

12. august 2020 0 Af Line

Åh fuck, så skete det virkelig. Mine elskede tyvere er skiftet ud med 30. 30 år! BUM! Jeg hader virkelig, hvordan det ser ud. Tal med tyve er bare flottere og så er der lige det der med, at jeg virkelig føler, at jeg gik glip af en masse sjov i 20’erne, fordi jeg brugte så mange år på at komme mig over min fødselsdepression, som jeg fik da jeg var 23.

Men! Når livet giver dig et nyt årti at leve i, så kan du bruge en masse tid på at brokke dig og det har jeg jo ligesom gjort. Så nu er det måske tid til at kigge fremad, så her får du mine 8 ting, som jeg virkelig virkelig gerne vil nå i mine 30’ere i en vilkårlig rækkefølge så altså ingen nye babyer herhjemme de næste år!

  1. Få et barn til! Ja ja, jeg ved godt at det ikke er super sjovt som sådan og faktisk mega voksent men jeg havde altid tænkt, at jeg skulle ha’ alle mine børn inden jeg blev 30 år og det jeg nåede jeg ligesom ikke. Så der skal sgu laves en baby indenfor de næste ti år!
  2. Bo i udlandet! Det har været et kæmpe stort ønske siden Mathias for mange mange år siden blev tilbudt et job i Indien. Han får stadig jævnligt tilbudt jobs i forskellige lande. Vi har desværre bare ikke helt haft modet endnu men jeg kan mærke, at det bliver en større og større drøm for os begge to. Mon ikke mine 30’ere er et godt tidspunkt til endelig at komme væk fra Danmark i mere end 14 dage og prøve at bo i Norge, Tyskland, USA eller et helt andet land?
  3. Roskilde Festival! Jeg er godt nok hverken til mange mennesker samlet eller ulækre toiletforhold men alligevel er der noget ved Roskilde, der trækker. Altså jeg skal selvfølgelig bo behageligt på campingpladsen for de gamle ellers holder jeg det da ikke ud!
  4. Skrive en bog. Siden jeg troede, at jeg skulle ha’ en stor akademisk karriere, har jeg tænkt, at jeg gerne ville skrive en bog. Der er bare et eller andet totalt sejt over at se sit navn på en bog! Så må vi se, hvad den skal handle om.
  5. Få en tatovering! Det er noget, jeg har overvejet en milliard gange i de sidste år men aldrig rigtig taget mig mod til eller lige haft penge at bruge på det. Jeg har ideer til en del forskellige som jeg gerne vil ha lavet!
  6. Få farvet hår! Altså ikke få det farvet for at dække de grå hår (der kommer flere og flere af) men få det farvet i en eller crazy farve som blå, lilla eller pink. Det kunne være fedt og så ser man jo også mega ung, ikk’? Tænk Billie Eilish som jo cirka er på min alder plus minus 11(!?) år 🤣
  7. Besøge 10 nye lande. Jeg elsker at rejse og opleve nye lande. Vi har så også bare en tendens til at besøge de samme steder igen men det må da være realistisk at besøge 10 nye lande i de næste 10 år! På listen over drømmerejser står Bali (ja ja, det er ikke et land, men du forstår) Japan, Frankrig, Vietnam og Peru.
  8. Gå på caminoen! Det er en eller anden idyllisk drøm om mig, der alene vandrer og vandrer indtil jeg helt zen og som et nyt (og bedre) menneske vender tilbage til Danmark.