Zoeys fødsel: del 5: Fra underskud til overskud og så lige en tur i coronaland!

Zoeys fødsel: del 5: Fra underskud til overskud og så lige en tur i coronaland!

13. maj 2020 0 Af Line

Okay, så er jeg klar! Klar til at skrive femte og allersidste del af Zoeys fødselsberetning. Du kan læse fjerde del lige her. Det har taget lang tid for mig at komme til at skrive den her del. Dels fordi dagene går alt for hurtigt med en baby men egentlig mest fordi, at jeg har skulle finde ud over hvad jeg skal skrive. Den her del er ikke som de andre en kronologisk gennemgang af dagene op til fødslen, selve fødslen eller de første dage efter.

I den her del deler jeg i stedet alle mine tanker, refleksioner og betragtninger fra de første måneder af Zoeys liv.

“Har jeg fået en fødselsdepression igen?”

“Vil jeg vælge kejsersnit, hvis vi skal ha’ et barn igen?”

“Kan jeg nogensinde føde “normalt?”

Og nå ja, så kan vi heller ikke komme udenom det der corona, som i den grad har præget vores alle sammens liv i de sidste måneder.

Lad os starte med elefanten i rummet. Det der store monster, der i hele graviditeten har stået og åndet mig i nakken og været en konstant frygt: FØDSELSDEPRESSION!

Kan man overhovedet få et barn igen uden at få endnu en fødselsdepression? Statistikken er klar: 25% af alle, der havde en fødselsdepression første gang får en igen ved andet barn. Det er altså holdt op imod de 10% af førstegangsmødre, der får en. Så mine odds var ærligt talt ikke alt for gode og derfor har frygten for endnu en fødselsdepression fyldt virkelig mange det sidste år! På en eller anden måde, havde jeg forberedt mig på, at jeg ville få endnu en. Især da jeg jo endte med et kejsersnit, var jeg helt sikker: JEG VILLE FÅ EN FØDSELSDEPRESSION IGEN!

Så de første mange uger efter at Zoey blev født, lavede jeg dagligt et psykisk tjek af mig selv: “Hvordan har jeg det i dag?” “Har jeg lyst til at forsvinde fra del hele?” “Er jeg bange for at skade Zoey?” “Har jeg lyst til at skade mig selv?” Det er helt sikkert hverken sundt eller særlig smart konstant at analysere sig selv men det var vigtigt for mig hele tiden at følge med, så jeg kunne få hjælp med det samme, hvis nu jeg havde en depression.

Dagene og ugerne gik og jeg havde det stadig godt. Så da vi kom til hendes sjette leveuge (som var der, jeg anerkendte, at jeg ikke havde det så godt efter at have født Molly) og stadig havde det godt, stoppede jeg med den konstante vurdering af mig selv.

Her næsten 3 måneder efter Zoeys fødsel har jeg det stadig godt og har i hvert fald ikke en fødselsdepression. Har jeg været hormonel? Træt med træt på? Usikker på morlivet? Ja, ja og ja. Det betyder vist bare, at jeg har fået lov at opleve livet som nybagt mor uden en fødselsdepression for der er noget, der er helt grundlæggende anderledes end de første måneder af Mollys liv. Det er svært at beskrive for folk, der ikke har haft en fødselsdepression, men jeg kan virkelig mærke forskel og det er faktisk skræmmende. For så går det op for mig, hvor dårligt jeg egentlig havde det dengang med Molly og hvor fuldstændig sindssygt og hjerteknusende det er at ha’ en fødselsdepression.

Jeg føler mig stadig ikke modig nok til at konkludere, at jeg er gået helt fri for en fødselsdepression den her gang. Den kan jo stadig nå at komme men jeg kryder fingre, slapper af, sover lure, sætter grænser og er blid ved mig selv på de hårde dage for, at den ikke kommer!

En ting er mit psykiske helbred, som har været godt efter fødslen men hvad med det fysiske? Sidste gang, var det en 3.grads bristning, jeg skulle deale med efter fødslen. Denne her gang er det en operation og et 10 cm langt ar henover maven, som jeg har brugt de sidste måneder på at komme mig over. Det har været fucking hårdt og sindssygt smertefuldt og på mange måder mere omfattende end bristningen.

Jeg var på en konstant og fuld dosis af smertestillende de første to uger og så mindre og mindre til, at hun var cirka en måned. Udover det havde jeg så også et sår, der ikke ville lukke sig ordentlig i den ene side og det kostede også en del bekymringer. Så trods rygtet om, at kejsersnit skulle være den nemme løsning (!?!) så kan jeg skrive under på, at det er det ikke!

Det hele går dog meget bedre nu. Arret er helet rigtig fint og er blevet meget mindre og faktisk rigtig pænt. Smerterne er næsten helt væk. De kommer kun, hvis jeg har gået eller lavet lidt for meget en dag. Helt officielt “må” jeg alt igen og jeg kan også det meste igen! Så alt i alt har kejsersnit været en god oplevelse men på trods af det, er jeg allerede rimelig afklaret omkring, at jeg (måske naivt) endnu en gang vil forsøge med en vaginal fødsel, hvis vi skal ha’ flere børn!

Jeg er dog også helt afklaret med, at jeg for altid har sagt farvel til en hjemmefødsel og jeg sikkert vil blive sat i gang igen næste gang og skal kontrolleres i hovedet og i røv under næste fødsel. Jeg er bare stadig så naiv, at jeg virkelig virkelig håber at kunne få lov at opleve en (næsten) helt almindelig vaginal fødsel.

Ligesom med smerterne var det også den første måned, der var hårdest helt generelt. Både søvn og overskud var nærmest ikke eksisterende og det hele virkede ret kaotisk og uoverskueligt. Det ironiske er, at da Zoey var knap 1 måned gammel og vi endelig havde fået mere overskud, så meldte vores statsminister som bekendt ud, at skolerne skulle være lukket de næste to uger. SHIT! Det var lidt som at blive slået tilbage til start. Ligesom at jeg endelig var klar til at bruge den sidste måneds fælles barsel med Mathias til at tage på café og i babybio, så skulle vi pludselig til at ha’ to børn hjemme hver eneste dag.

Det resulterede så også i, at vores nye overskud igen blev til underskud og at jeg i nogle dage omkring påske kæmpede rigtig meget psykisk, fordi jeg simpelthen ikke fik nok pauser eller indhentet noget søvn fra natten om dagen.

Nu er Molly tilbage i skole, Mathias er (næsten) tilbage på arbejde og jeg er i gang med at finde en rytme alene på barsel med Zoey, hvilket går overraskende godt. Så med to dage til Zoey bliver 3 måneder, er vi landet et godt sted på trods af corona men heldigvis uden fødselsdepression!