Zoeys fødsel: del 4: “Hvordan har du det?”

Zoeys fødsel: del 4: “Hvordan har du det?”

24. april 2020 0 Af Line

Det her er 4.del i min fødselsberetning om hvordan Zoey kom til verden. Første del er her, anden del finder du her og tredje del er lige her.

Turen fra opvågningen til mor-barn-afsnittet er meget mere klar i min hukommelse end turen over til opvågningen. Klokken er omkring 7 om morgenen og jeg ligger med Zoey nøgen mod mit bryst præcis som jeg gjorde med Molly 6,5 år tidligere, imens portøren kører os og Mathias går bagved.

Lige så snart vi er kommet ind på “vores” stue, er det tid til første møde med en sygeplejerske fra afsnittet. Et møde, som jeg har frabedt mig flere af end højst nødvendigt, fordi de var en stor stressfaktor, da Molly blev født.

Ind ad døren træder den varmeste og mest omsorgsfulde ældre sygeplejerske. Mødet med hende sletter straks mine dårlige minder på det samme afsnit 6,5 år tidligere. Hun starter med at sige tillykke og fortælle os, hvor fin Zoey er og så sker det mest vanvittige! Hun har rent faktisk læst min journal og siger: “Ja, jeg kan se, at du havde en fødselsdepression og en svær fødsel sidst. Så hvordan har du det så med, at det endte med et kejsersnit?” Jeg er stum et øjeblik, for spørgsmålet, der så direkte spørger til min psykiske tilstand, overrasker mig. I dag bliver jeg stadig rørt, når jeg tænker på det fine øjeblik, hvor jeg virkelig følte mig set af sundhedspersonalet. Det skete cirka nul gange, da jeg var indlagt i 4 (!) dage med Molly.

Jeg er stadig ikke helt sikker på, hvordan jeg har det med det hele men jeg føler mig ved okay godt mod, så mit svar bliver: “Jeg har det faktisk okay med det. Det var den helt rigtige beslutning.”

Sygeplejersken går igen efter et pinligt øjeblik (som jeg var alt for træt til at opfange skulle være pinligt), hvor jeg er ved at tage mine underbukser af, da hun beder om at tage min temperatur😂 Det var så åbenbart et mundtermometer. Oh well!

Mathias får lov at sove lidt, for jeg har stadig alt for meget adrenalin i kroppen efter at have været igennem en fødsel til at kunne sove. Så jeg skriver først til den nybagte storesøster og moster for, at de ser nyheden om lillesøster, så snart de vågner. Jeg får også ringet til mormor og her er beskeden også, at jeg er glad for kejsersnittet.

Jeg føler mig også glad for beslutningen, men samtidig er jeg også så utrolig bevidst om at knuge Zoey til min nøgne overkrop, så vi kan producere oxytocin og indhente den første time, hvor jeg ikke kunne overskue at holde hende. Imens vi ligger der, bruger jeg også en del tid på at mærke om jeg mon er blevet traumatiseret af denne her fødsel også. Samtidig skynder jeg mig at søge på “gener efter kejsersnit” og finder allerede der det træningsprogram for kejserinder, som jeg er i gang med lige nu. Det hele føles lidt for rationelt men det er den rationalitet jeg overlever på i de første timer og dage efter fødslen, hvor jeg ikke kan overskue at indse, at jeg igen ikke har fået en vaginal fødsel, hvor jeg selv har presset min baby ud.

Klokken 10 er det tid til det mest uoverskuelige. Jeg skal op og stå for første gang! 6 timer efter kejsersnittet er reglen og jeg klarer det! Det er skide ubehageligt og jeg står kun op i få minutter, før jeg bliver nødt til at lægge mig igen. Det trækker mærkeligt i maven og jeg er virkelig svimmel.

Det er også med mødet med den anden sygeplejerske (der ligner Motor Mille), at jeg igen får nyheden om, at der er blod i min urin. Vi har åbenbart fået det at vide af lægen, der lavede kejsersnittet men ingen af os kan huske grunden til blodet. Det får vi heller ikke svaret på af sygeplejersken som kun fortæller, at det kan ske og at jeg skal ha’ kateter i så længe, at der er blod. Jeg har i de sidste timer også kigget ned af min egen krop og opdaget en mærkelig maskine, som jeg kan se blinket fra igennem mine underbukser. Den er åbenbart sat fast til min bandage og skal skabe undertryk ved såret, så det heler bedre.

Det er stort set det eneste info, jeg får om den rimelige omfattende operation, jeg lige har været igennem. I stedet bliver jeg henvist til en app, jeg ikke kan logge på, fordi mit nøglekort er derhjemme. Til gengæld skal sygeplejersken sikre sig, at vi kan skifte en ble og så belærer hun os også lige om, at Zoey har for lidt tøj på. Heldigvis er vi rimelig kolde overfor begge ting og glæder os bare over, at de virkelig har læst min journal og ellers kun kommer ind med mere smertestillende (ja tak!) og når jeg skal jages op og stå.

Efter at Mathias har sovet og jeg har forsøgt at hvile lidt, kører han afsted efter storesøster og moster. Moster finder et sted, hvor hun kan sidde og læse imens Molly møder hendes lillesøster for første gang. Det er selvfølgelig et stort øjeblik både for de trætte forældre og den utålmodige 6-årig og vi får taget en milliard billeder. Imens Molly er der, begynder mit kateter at genere og selvom, at der stadig er blod i min urin, får jeg lov at få det ud, hvis jeg lover at tisse selv inden for 4 timer. Alle, der har født ved, at den første toilettur er pænt stressende og med udsigten til at skulle ha’ et kateter op igen, er det ikke mindre stressende. Jeg render på toilettet flere gange uden held men efter flere liter saft og vand er tisseheldet endelig med mig.

På det tidspunkt er det blevet aften og Molly er taget med mormor og morfar hjem, som har været en kort tur forbi for at afløse moster, der skal hjem til København.

Der bliver en helt fantastisk ro, imens Zoey sover sin første lange lur. Vi spiser chips og drikker cola til, imens vi beslutter os for at få sovet lidt indtil midnat, hvor jeg igen skal tage smertestillende. Det er den bedste lur i flere år, hvilket er et held. For natten ender med mest at bestå af Zoey, der skiftevis skriger og spiser indtil hun endelig falder i søvn på mit bryst.

På trods af endnu mere manglende søvn natten over, så er vi begge to rimelig klar til at komme hjem næste morgen. Så vi aftaler med sygeplejersken, at vi skal hjem om eftermiddagen, hvilket også lige giver mig lidt mere tid til at øve det der med at gå rundt. Jeg er stadig virkelig svimmel men har allerede vænnet mig en smule mere til at bevæge mig rundt på trods af den mærkelige følelse, der hvor de har åbnet mig.

Så vi tager hjem og det føles helt rigtigt at være hjemme ved Molly igen. Vi har dog ikke været hjemme særlig lang tid, før jeg begynder at græde, fordi jeg ikke kan overskue at komme op i sengen. Det fører til en længere tudetur, hvor mit rationelle skjold bryder sammen og jeg for første gang bliver rigtig ked af, at jeg igen ikke fik min drømmefødsel! På det her tidspunkt er jeg også virkelig udmattet, så jeg sover i et par timer imens Zoey sover og Molly leger.

Læs femte og sidste del af Zoeys fødselsberetning her.