Zoeys fødsel: del 3: “Et lykkeligt kejsersnit?”

Zoeys fødsel: del 3: “Et lykkeligt kejsersnit?”

6. april 2020 2 Af Line

Det her er tredje del af Zoeys fødselsberetning. Første del er her og anden del kan læses her.

Omkring klokken 16 mødes vi med jordemoderen og en jordemoderstuderende ude på Skejby. Jeg har snakket meget med Mathias om det der med at “indtage” en fødestue og skabe sit eget rum, fordi jeg har haft svært ved at regne ud, hvordan jeg skulle gøre det, så en fødestue ville blive lige så trygt et sted som derhjemme. Jeg har ikke kunne finde nogen gode ting til at tage med for at gøre det trygt, så i stedet bruger jeg den første time på at vandre stuen rundt for at blive tryg der.

Jeg bliver overrasket over hvor mange ting, der “skal gøres” når fødslen starter på sygehuset og bliver en smule stresset, da jordemoderen nævner listen: min temperatur skal tages (fordi vandet jo er gået nogle timer tidligere), klyx/lavement (som jeg siger ja tak til), kørt en CTG (fordi jeg blev sat i gang), tjekket hvor åben jeg er og så skal der lægges et venekateter.

Heldigvis er min jordemoder verdens bedste, så mit stress er hurtigt væk, da hun meddeler at intet af det haster og vi bare tager det som det kommer. Og vi starter i den ene ende😂 Først en indvendig undersøgelse, der viser at jeg nu er 4-5 cm åben, så en temperaturmåling, der heldigvis viser, at min temperatur er helt normal og så slutter vi med et lavement, der bliver en smule akavet, da den jordemoderstuderende ikke helt kan finde ud af det 😂 Klokken er blevet 18, så vi får stuen alene til virkningen af lavementet imens de andre spiser aftensmad. Velbekomme 😂

Klokken 18.30 er både aftensmad og toiletbesøg overstået og så skal der lægges et venekateter og så er vi nået til CTG’en. Nu er jeg så også ved at være et sted, hvor veerne gør skide ondt. Da veerne sidder mest i lænden og efter at have skreget til Mathias om at trykke mig hårdere på lænden et stykke tid, får jeg tilbudt bistik i lænden. De gør pisse hamrende ondt at få lagt og de virker kun i et par veer.

Så videre til næste smertelindring og valget falder på lattergas. Sidste gang havde jeg virkelig dårlig erfaring med lattergas, fordi jeg følte, at det var virkelig ubehageligt at være “væk”. Det har jeg snakket med min jordemoder om og vi er enige om at starte langsomt op med det så jeg stadig føles, at jeg er “med.” Det ender så med, at jeg bliver meget glad for det og endda tilbyder at dele med Mathias på et tidspunkt, hvor vi er alene på stuen. Han takker dog pænt nej.

I løbet af aftenen går det en del langsommere med at åbne mig end jeg havde håbet og regnet med.

Klokken bliver omkring 22 og veerne er begyndt at gøre pisse ondt men til gengæld er jeg endelig 9 cm åben.

Det er derfor, at jeg undrer mig da jordemoderen spørger hvad for noget smertelindring, jeg nu skal ha’ da lattergassen er skruet helt op og ikke rigtig hjælper så meget på de helt sindssyge veer. Jeg tænker, at der ikke er behov for mere smertelindring, fordi jeg jo er “færdig” med at føde lige om lidt men baby har en anden plan. Så selvom at jeg er 9 cm åben, er hun stadig ikke kommet i gang med at skrue sig nedad.

Derfor skal vi forsøge os med såkaldte mobiliseringsøvelser og for at få overskud til at lave dem (så det ikke ender med sugekup igen), anbefaler jordemoderen en epiduralblokade. Det er jeg ikke meget for men jeg stoler så meget på min jordemoder, at jeg siger ja tak.

Så omkring klokken 23 bliver den lagt og effekten er fantastisk! Jeg kan stadig mærke, når der er en ve men de gør pludselig meget lidt ondt igen og jeg har overskud til at lave en masse forskellige øvelser. Fx står jeg nærmest på hovedet ned fra sengen og det ville jeg i hvert fald ikke have haft overskud til, hvis ikke det var for epiduralen.

Så de næste timer bliver en blanding af at hvile mig, stå og gå rundt for at udnytte tyngdekraften, hoppe på pilatesbold, lave ottetaller på bolden og lave andre øvelser. Vi prøver altså alt hvad jordemoderen kan komme i tanke om og selvom, at jeg nu er helt åben, er hun stadig ikke kommet videre ned.

Det er også på et eller andet tidspunkt i tiden omkring midnat, at vi begynder at snakke om de forskellige muligheder, hvis ikke hun får skruet sig ordentlig ned i bækkenet. Den første mulighed er, at vi venter på at hun kommer så langt ned, at hun kan tages med sugekup (som IKKE er noget jeg skal ud i igen, hvis jeg kan slippe for det) eller selvfølgelig komme ud selv. Den sidste mulighed er kejsersnit. FUCK!

Kejsersnit!?! Det var ikke sådan den her fødsel skulle gå. Den skulle jo være helt fantastisk og ukompliceret.

Men på trods af udsigten til kejsersnit har jeg alligevel et helt fantastisk roligt øjeblik omkring midnat alene på stuen. Jordemoderen er gået ud for at snakke med den jordemoder, der skal tage over efter hende (fordi hun har været på vagt i alt for lang tid) og Mathias er gået ud for at få luft for at vågne lidt op. Så jeg står helt rolig og arbejder med veerne (hurra for epiduralen), imens jeg nærmest danser og siger til baby: “Kom nu ud til os!”. Der er helt sort udenfor, lyset er dæmpet på stuen og jeg kan se lysene fra vinduerne på den anden side.

Inden min egen jordemoder går omkring kl 1, kommer kejsersnittet tættere på og jeg har heldigvis overskud til at stille alle mine spørgsmål.

“Er alle de her veer så “spildt”?

“Kan hun komme op til mig, så snart hun er født?”

“Hvor lang tid skal man være indlagt?”

“Kan de bare bruge den der allerede er lagt til epiduralen?”

Svarene beroliger mig alle sammen og jeg begynder at vænne mig til tanken om kejsersnit.

Vores nye jordemoder kommer ind (imens jeg står i knæ-albueleje på sengen) og hun virker både sød og rigtig dygtig. Så hun bruger en del tid på at snakke det hele igennem med os og slutter med at undersøge mig.

Svaret er igen, at baby ikke har rykket sig en cm og vi beslutter at tjekke igen en time efter. Den næste time går og klokken bliver 01.45.

Og du gættede rigtigt: baby har det stadig perfekt inde i maven men har ikke rykket sig en cm.

Vi aftaler at tjekke igen klokken 02.45, så jordemoderen beder os om at få hvilet lidt imens hun skriver journal, så det gør vi. Vi har heldigvis fået den fødestue med en bred “seng”, så vi kan ligge sammen. Det giver ro og tryghed at ha’ Matias ved siden af. Mathias sover stort set med det samme, men jeg kan ikke sove. I stedet ligger jeg og stirrer på uret hele timen imens, at jeg faktisk håber på, at hun ikke har rykket sig, så jeg kan få det kejsersnit. For jeg kender mig selv og mit store ønske om at få en ukompliceret vaginal fødsel, så hvis der bare er det mindste tegn på fremgang ved jeg, at jeg vil tage chancen med endnu flere timers fødsel.

Klokken bliver 02.45 og jordemoderen lader vente på sig. Jeg vækker Mathias op og spørger om vi godt nok ikke aftalte 2.45. Han når lige at svare og så kommer jordemoderen ind.

Baby har det stadig godt, men der er igen ingen fremgang så vi beslutter os for, at kejsersnit er det rigtige.

Og så går det hurtigt. Jeg får besked på at skifte til en hospitalsskjorte imens jordemoderen går ud og får ringet efter lægen, der skal lave kejsersnittet. Imens vi venter, kommer der en social og sundhedsassistent ind med en seng imens hun siger: “ØHM. Her skal være et kejsersnit. Det håber jeg at I har hørt.” Det havde vi jo heldigvis eller så havde vi da nu.

Lægen kommer sammen med jordemoderen og rækken af uheldige udsagn fortsætter, da hun præsenterer sig og siger så “Ja, jeg er lidt træt, for jeg er lige vågnet.” Det er lige det, man har lyst til at høre fra den, der snart skal skære i en!

Jeg kommer op i den “nye” seng og så går turen over mod operationsstuen. Jeg er stadig overraskende rolig og har så meget overskud, at jeg kan joke med lægen om at jeg glæder mig til at de om lidt skal give mig flere drugs fordi epiduralen jo er blevet slukket i mellemtiden. Jeg går selv fra sengen, der står i et rum lige før operationsstuen og ind på operationsstuen. Det er mit første besøg på sådan en og synet og især det skarpe lys forskrækker mig. Så min ro forsvinder og da jeg sidder på operationslejet, bryder jeg ud i gråd.

Jeg får rimelig hurtigt samlet mig selv igen og føler mig klar til kejsersnittet og ikke mindst til at se min baby lige om lidt. Der er en masse forskellige folk på stuen, der alle har forskellige opgaver for at gøre klar og på trods af alle de mennesker er stemningen afslappet og jeg er rolig.

Mathias er kommet tilbage efter at have fået “operationstøj” på og sidder nu bag mig og jeg føler, at det tager en milliard år, før de endelig laver time out og går i gang. Jeg undrer mig over, at jeg ikke har mærket den der tangtest (hvor de kniber en med en tang) men det går op for mig, at det jo netop er pointen😅 Der er helt masse pres og træk i min mave, som føles meget mærkelig og så sker det.

Et skrig, der overbeviser alle om at baby er sund og rask, overrasker mig og jeg kan ikke helt fatte, at hun allerede er født. Vi har fået lov at få klædet ned, så Mathias ser hende før hun knap er ude og jeg ser hende, så snart hun er en smule oppe i luften. Der går ikke mange sekunder, før jeg endelig møder hende, der har beboet min krop i ni måneder. Hun ligger på min brystkasse og græder og stirrer op på mig, imens jordemoderen hjælper med at holde hende. Klokken er nu 03.47.

Jordemoderen og Mathias tager hende med ud i “børnerummet” for at tørre hende og pakke hende ind og da jeg synes, at der går flere år, begynder jeg desperat at græde og spørge “Hvor er hun henne?” “Hvornår kommer de tilbage?” Jeg har så senere fundet ud af, at der virkelig kun gik 5 minutter men det føltes bare som så overvældende lang tid ikke at ha’ sin nyfødte baby hos sig.

Jeg når dog ikke at ha’ hende særlig lang tid ved mig igen, før jeg får det rigtig dårligt. Mit blodtryk falder meget, jeg kaster op og føler, at jeg er tæt på at besvime. Så jeg bliver ved med at spørge, hvornår de er færdige med at lukke mig. Der er lidt tid, hvor jeg er rimelig væk og jeg kan på et tidspunkt høre en portør, der vil ha’ mig til at gøre et eller andet med armene, så ham og sygeplejersken kan få mig over på en seng. De opgiver dog hurtigt at få min hjælp og så er jeg væk. Jeg husker intet fra turen over til opvågningen (som dog vist heller var så lang).

Det næste jeg husker er, at jeg har et angstanfald, fordi jeg føler mig kvalt af at ligge så langt nede med hovedet. Så jeg beder igen og igen om en hovedpude, så jeg kan få hovedet lidt op og få luft.

Endelig får jeg en pude og sengen rejst lidt op og min baby over til mig, der straks går i gang med at sutte. Mit blodtryk bliver tjekket igen og igen indtil det endelig er ved at være normalt. Jeg kaster lige op en gang til inden den meget søde og omsorgsfulde opvågningssygeplejerske tilbyder mig noget vand, noget smertestillende og giver mig en ny skjorte på.

Jeg vender langsomt tilbage til mig selv imens, at følelsen kommer tilbage i mine ben. Der er en sær fredfyldt stemning på opvågningsstuen der tidligt om morgenen og jeg er rimelig hurtigt ved godt mod igen. Baby får lov at ligge i lang tid hos mig, inden jordemoderen skal tjekke hende. Hun bliver målt til 56 cm og 4590 gram og så tager jordemoderen afsted. Vi får den berømte bakke med toastbrød og flag og får lov at være alene på stuen, imens vi spiser det. Fordi jeg igen kan mærke min krop, mærker jeg også, hvor sulten jeg egentlig er og det der tørre toastbrød med syltetøj smager som det bedste mad, jeg nogensinde har fået. Så jeg spiser en del imens jeg har min baby på maven og Mathias ved siden af  😍

Du kan læse fjerde del af Zoeys fødselsberetning her.