Zoeys fødsel: Del 1: “Er baby for stor?”

Zoeys fødsel: Del 1: “Er baby for stor?”

10. marts 2020 0 Af Line

Så fik jeg endelig nok overskud til at fortælle om lillesøster Zoey, der blev født for 3 uger siden og hendes vej ud til os. Det er en lang historie, som startede allerede ugen op til, at hun blev født, så jeg har delt fødselsberetningen op i 5 dele og det her er den første del!

Mandag den 10.2, da jeg nærmede mig at være gået en uge over terminsdatoen, havde jeg sidste konsultation hos min jordemoder. Her skønner hun Zoey til at være 4200-4500 gram og fordi, at jeg jo har en historie med en stor bristning, beslutter hun sig for, at jeg allerede dagen efter skal ud og skannes for at se hvor stor baby er og om jeg derfor skal sættes i gang tidligere end de 41+5, som man normalt anbefaler på Skejby sygehus.

Så derfor møder vi op dagen efter på klinik for gravide for at høre om baby i maven godt nok er for stor og om de tænker, at det er muligt for mig at føde vaginalt uden at skulle igennem det samme som sidste gang med sugekup og stor bristning.

Skanningen viser, at Zoey er et sted imellem 4500-4800 gram men samtidig viser den også, at der er en lille smule for meget fostervand.

Og så starter det ellers. Et virvar af information, frygt og spørgsmål går i gang og vi sidder tilbage ikke meget mere klogere end da vi kom.

Lægens umiddelbare holdning er, at jeg sagtens kan føde en så stor baby vaginalt, fordi jeg jo har gjort det før men samtidig lægger hun op til, at jeg stadig kan nå at vælge kejsersnit, hvis det er det jeg vil.

Jeg takker nej til kejsersnit men ja til, at vi gerne vil ha’ “vores” sag vendt på et læge/jordemodermøde dagen efter for at få flere øjne på det og et kvalificeret bud på om jeg skal sættes i gang og om hvor vidt en vaginal fødsel er en god ide.

Lige inden vi slutter når jeg at spørge: “Jamen, hvofor er der for meget fostervand og hvordan kan det være farligt?” fordi jeg netop føler at hele det der med for meget fostervand bare er blevet slynget ud i luften som noget dårligt uden nogen forklaring.

“Det kan være fordi, at du har en infektionssygdom eller graviditetssukkersyge, så øhm, måske man skulle tage en blodprøve.”

Ingen af os forstår, at blodprøven skal tages den dag, fordi hun siger det så henkastet, så det er først, da vi er gået ud af døren og lægen kommer ud for at vise os hen til der, hvor blodprøven skal tages at det går op for os.

Og så bryder jeg sammen! På den korte gåtur hen til blodprøvetagningen når min verden at falde helt sammen.

“Har jeg graviditetssukkersyge? Hvad betyder det for baby, når hun lige er kommet ud? Kan hun så være hos mig eller skal hun køres væk med det samme?”

“Har jeg en infektionssygdom og hvad fanden er en infektionssygdom?!”

Og sandheden, der går op for mig lige der:

Igen får jeg ikke lov til et helt ukompliceret fødselsforløb, for uanset hvad tyder alt på en igangsættelse og det frygter jeg så meget med alle de historier, jeg har hørt om langvarige igangsættelser, der ender med kejsersnit.

Så jeg er helt fra den, da jeg sidder i stolen og får taget blodprøver. Kvinden, der tager dem, er heldigvis sød og meget snakkende. Måske fordi hun kan mærke, at jeg er ked af det.

Resten af dagen er uoverskuelig og det eneste, der kører rundt i hovedet på mig er tanken om at jeg igen skal igennem endnu en kompliceret fødsel på den ene eller den anden måde. Samtidig er jeg også glad for, at der kommer til at være flere, der skal give et kvaliceret bud på hvad der skal ske.

Og det er onsdag morgen, at vi venter på den opringning, der skal gøre os klogere på det hele. Jeg har bedt Mathias om at blive hjemme fordi jeg ved, at jeg får brug for ham efter, at jeg har snakket med lægen i telefonen. Imens vi venter på den opringning går jeg ind på Sundhed.dk for at tjekke mine prøvesvar. Tallene, der skulle kunne indikere graviditetssukkersyge er helt normale men der er en række felter med infektionssygdomme, hvor der stadig ikke er svar. Vi bliver dog enige om, at de sikkert bliver klar inden lægen ringer og jeg så får dem der.

Endelig ringer telefonen:

“Hej. Du skal møde til igangsættelse i morgen kl. 11.”

“ØHM. Igangsættelse? Jeg havde fået at vide, at lægen ville ringe og at vi så skulle snakke om det de havde fundet ud på morgenmødet.”

“Ja, det møde har været der og du skal sættes i gang i morgen.”

Jeg forsøger at spørge ind til det hele men eftersom, at det “bare” er en sekretær fra fødeafdelingen, der ringer, opgiver jeg og vi lægger på.

HVAD? Igangsættelse!?! Vi er begge to helt enige om, at ikke var hvad vi havde aftalt. Vi havde helt præcist aftalt at lægen ville ringe og så ville vi snakke om mulighederne og selv være med til at tage en beslutning.

Jeg er igen fyldt med angst, for jeg havde virkelig set frem til, at få et kvalificeret bud på det hele også selvom, at det alligevel var endt med en igangsættelse. Lidt mere information og forklaring på fx. mine blodprøvesvar ville have været rart.

Så jeg ringer til klinik for gravide, fordi jeg håber på at komme til at snakke med lægen. Det er ikke muligt men i stedet snakker jeg med en sød sygeplejerske, som slet ikke forstår min situation men som prøver at berolige mig med, at en igangsættelse jo er en god ide, når baby er så stor.

Ikke meget klogere på, hvad de egentlig fandt ud på det møde om morgenen og med et stort behov for at høre mere om igangsættelse og betydningen af den for resten af fødselsforløbet, ringer jeg til min jordemoder.

Her priser jeg mig (igen) lykkelig for at være med i kendt jordemoderordning, så jeg ved, at det er min søde jordemoder fra i mandags, som venter i telefonen. Hun lever op til mine forventninger og er så sød og omsorgsfuld og bruger lang tid på at svare på alle mine spørgsmål. Hun tilbyder at få fat i en, der har været med til mødet og høre vedkommende, hvad der er blevet snakket om.

Så en time senere ringer hun tilbage med besked om, at de egentlig bare har givet mig lov til at blive sat i gang, fordi baby er så stor.

Jeg er skuffet over ikke at fået mere information som vi synes, at vi var blevet lovet men meget mere beroliget ved tanken om igangsættelse efter at havde snakket med min jordemoder. Så en smule nervøs og meget klar til at komme i gang med igangsættelse, går jeg i seng onsdag.

Du kan læse mere om Zoeys fødsel her, her og her.