“Din værdiansættelse er helt hen i vejret!”

6. februar 2020 0 Af Line

“Så det har været en hård graviditet?”

“Ja, altså sådan mere psykisk end fysisk, ikk’? Fødslen har jo hele tiden fyldt og også frygten for at få en fødselsdepression igen men det fylder virkelig meget lige nu.”

Spørgsmålet kom fra min jordemoder, som jeg var til første konsultation ved i denne graviditet (hun var også en af mine jordemødre med Molly) i mandags.

Og fuck, hvor har det været en hård omgang. På papiret – en ganske normal og du-burde-da-ikke-synes-det-er-hårdt- graviditet for ingen bækkenløsning, svangerskabsforgiftning, sukkersyge eller risiko for for tidlig fødsel. Til gengæld har det i mit sind været en sindssyg tur igennem alle følelser, jeg har følt siden jeg fik Molly for 6 år siden.

Det har været alt fra kæmpe taknemmelighed over at skulle være mor igen til overvejelser om vi mon skulle have holdt os til et barn.

For kan jeg overhovedet med hele min bagage tillade mig at være gravid igen og sætte endnu et barn i verden?

Har den her graviditet kostet alt for meget for mit psykiske helbred?

Og kan jeg virkelig undgå endnu en fødselsdepression som i den grad vil påvirke hele vores familie?

Jeg var så afklaret som jeg kunne være med alle de her ting inden jeg blev gravid, så jeg gik ind i graviditeten med helt åbne øjne og en klar bevidsthed om at det ville blive fucking hårdt.

Så måske derfor er det kommet som en overraskelse, hvor psykisk hårdt det har været. Jeg troede jo ligesom, at jeg var forberedt!

Forberedelse er nøgleordet! Jeg har snakket og grædt mig igennem alle følelser omkring alt det jeg føler, at jeg gik glip af med Molly på grund af fødselsdepressionen. Der er dukket nye billeder, nye refleksioner og tanker op om den første tid og hvorfor det mon gik som det gik.

Det har ført til flere grådfyldte og desperate øjeblikke, hvor jeg har kigget på Mathias og sagt: “Jeg har bare virkelig brug for, at du passer på mig eller på os!”

Men Mathias kan kun gøre så meget. Jo, det bliver nok ham, der når jeg har mega ondt, skal minde jordemoderen om min fødselsplan og følelsesmæssigt bliver han en kæmpe støtte under fødslen og i tiden efter.

Der er dog en virkelig vigtig ting, jeg har lært i de sidste år og det er så kynisk det end lyder: jeg er den eneste, der er ansvarlig for min egen lykke og det ansvar tog jeg alt for let på sidste gang.

Så da Molly blev født, lyttede jeg overhovedet ikke til mig selv.

Jeg værdiansatte mig selv så utroligt lavt at selv Jesper Buch ville synes, at det var for lavt.

For jeg lod alle få en “bid” af mig næsten helt gratis lige fra sundhedspersonale til vores familier. Jeg havde en klar ide om, at det var okay, at jeg ikke var blevet “set” under fødslen, for jeg er jo bare mig. Samtidig havde jeg i dagene efter fødslen en klar ide om, at det var vores familiers ret at se Molly så hurtigt som muligt selvom at alt inden i mig skreg, at jeg ikke orkede besøg så tidligt.

Så den her gang har jeg sat værdiansættelsen af mig selv så utroligt højt, at jeg ville blive smidt hjem fra Løvens Hule med det samme!

Og selvom at den ville få smidt mig ud af Løvens Hule og måske også kommer til at give utålmodige bedsteforældre og irriteret sundhedspersonale, så er det okay. Det har nemlig ikke taget mig lang tid at komme frem til, at mit psykiske helbred er så vigtigt, at jeg bliver nødt til at tage det seriøst, så jeg måske rent faktisk kan få lov at opleve at være en helt almindelig nybagt mor uden en fødselsdepression!