Hvad Tyra Banks har lært mig om at smile (sådan ægte!)

Hvad Tyra Banks har lært mig om at smile (sådan ægte!)

22. november 2019 0 Af Line

Året er et eller andet sted i 00’erne.

Tyra Banks styrer Top Model med hård hånd og jeg er mega begejstret for programmet.

De stakkels modeller, der smiler så sødt med munden, får at vide gang på gang af Tyra at de skal “smize”. Et begreb, der efterhånden er blevet ret kendt og som hentyder til, at man skal smile med øjnene.

Og hvordan gør man så det?

Det er på daværende tidspunkt et lige så stort spørgsmål for mig som mange af deltagerne i programmet.

Hvad jeg i mine dejligt naive teenageår ikke ved er, at jeg cirka 15 år siden får svaret på det spørgsmål på den hårde måde!

For det er ikke bare fordi, at jeg ikke er model, at jeg har forbudt flere billeder af mig selv med Molly fra at komme på vores Chromecast.

Det er fordi, at jeg bliver så uendeligt trist, når jeg ser billeder af mig selv fra da Molly var helt lille!

Jeg er tynd, bleg og jeg smiler stort.

Problemet er bare at jeg ikke “smizer”!

I stedet ser mine øjne triste, fraværende og opgivende ud.

Og det er det, der er så trist! Jeg forsøger virkelig at se glad ud, men man behøver ikke at være nogen Tyra Banks for at gennemskue, hvor falsk mit store smil er!

Eller måske kan (kunne) andre virkelig ikke se det, men jeg kan selv se en kæmpe forskel på de billeder fra Mollys første år og så billeder fra de sidste år!

Nu er jeg tyk, har farve i ansigtet og smiler stort!

Udover de ekstra kg og farven i ansigtet, der ikke længere er ligbleg, er den allerstørste forskel, at jeg smiler stort (og ægte) både med munden og med øjnene.

Jeg “smizer”!

Og det er svaret på det store spørgsmål: Hvordan smiler man med øjnene? Det gør man (lettest), når man rent faktisk er glad!

Fo mine øjne fortæller pludselig en historie om, hvordan jeg fik besejret en fødselsdepression og nu venter utålmodigt og lykkeligt på, at lillesøster kommer om cirka 75 dage.

Så selvom at billederne fra den tid er så uendeligt triste for mig at se, så er de også en vild påmindelse om hvor langt jeg er kommet.

Jeg havde nok tænkt, at jeg skulle ha’ flere børn men jeg var helt seriøst sikker på, at det bare ville blive noget jeg tvang mig selv til, for man skal jo ha’ mere end et barn.

Aldrig havde jeg forestillet mig at jeg kunne komme til et sted, hvor jeg helt ind i min kerne ville være så uendelig lykkelig for at skulle være mor igen!

Det er ikke fordi, at jeg er kommet til et sted, hvor jeg ikke frygter endnu en hård fødsel og endnu en fødselsdepression for det gør jeg!

Jeg tænker på det stort set hver dag, men jeg er kommet til et sted, hvor jeg tør tro på, at det selvfølgelig ikke går så galt den her gang!

Og selv når mit måske naive håb svigter, så ved jeg i hvert fald, at hvis hele lortet vælter igen, så kan jeg klare det for det har jeg jo ligesom gjort en gang før.