Er hjemmefødsel (stadig) min drøm?

Er hjemmefødsel (stadig) min drøm?

31. oktober 2019 0 Af Line

Jeg kan huske, at min frygt for at føde startede lang tid før, at jeg overhovedet skulle ha’ børn. Det eneste jeg havde at foreholde mig til med fødsler var de totalt overdrevne sindssyge skrigende fødescener i film og så vidste jeg jo, at sådanne nogle fødsler foregik på sygehuset. Et sted som jeg i den grad forbandt med sygdom, utryghed og kaos.

Så jeg gik i lang tid og var i tvivl om, hvordan jeg nogensinde skulle få de børn, jeg gerne ville ha’ når nu, at fødslen virkede komplet skræmmende. Det var indtil, at min søster ventede min ældste niece og hun totalt afklaret fortalte at hun i hvert fald skulle føde hjemme. Efter at min første tanke (som var hvad?! Det er mærkeligt) havde lagt sig, gik det op for mig, at hjemmefødsel rent faktisk i teorien fjernede min frygt for at skulle føde en dag.

Jeg lånte hendes hjemmefødselsbog (reklamelink) og læste hele bogen på et par dage! Jeg var på meget kort tid gået fra slet ikke at kunne overskue at føde til rent faktisk at glæde mig til, at den dag en gang skulle komme. For bogen gav mig indsigt i, at en fødsel derhjemme i den grad ville være tryg, stille og uden alt for mange mennesker og selvfølgelig langt væk fra de hvide sterile rum på sygehuset!

Og den styrke og tryghed som tanken om en hjemmefødsel gav mig, gik jeg med i nogle år inden jeg sad ved jordemoderen til mit første besøg, da jeg var gravid med Molly. Her blev jeg mødt af tvivl – en tvivl, jeg også var blevet mødt med af familie for ville jeg virkelig føde 1.barn hjemme?!?

Det ville jeg! Jeg kunne ikke forestille mig et andet og bedre sted at føde min datter og jeg holdt heldigvis fast! Så hjemmefødslen blev mit ideologiske projekt, som jeg klamrende mig til. Og det var først, da vi kom hjem med Molly fra sygehuset, at det virkelig gik op for mig, at jeg ikke havde fået “min” hjemmefødsel.

For den fødsel der var startet så perfekt derhjemme i fødekaret endte med at blive en hospitalsbesøg med vestimulerende, sugekop og alt for mange mennesker på stuen! (Jeg har skrevet om hele fødslen her. )

Nu tror du sikkert, at det her er historien om hvor meget jeg fortryder beslutningen om min hjemmefødsel, fordi jeg endte med at blive overflyttet. Det er langt fra sandheden, for jeg er stadig 130% for hjemmefødsel og jeg ved fra min erfaring, at en overflytning til sygehuset er virkelig udramatisk!

Min pointe med det her indlæg er i stedet, at jeg ikke ved om hjemmefødsel virkelig stadig er min drøm! Det er ikke et spørgsmål om hvor vidt jeg tør, når nu det gik mindre godt sidste godt. For det tør jeg lige så meget som jeg tør at føde på sygehuset. Og det er heller ikke et spørgsmål om hjemmefødsel kan opfylde mit behov for tryghed og ro, for det ved jeg at det kan. Og selvom at Mollys fødsel endte så dårligt, så nåede jeg rent faktisk også at opdage at en fødsel på sygehuset også kunne give mig tryghed og ro.

Så her er jeg så! I midten mellem hjemmefødsel, som engang var min helt store ideologiske drøm og en hospitalsfødsel, som i så lang tid var min største skræk. Jeg prøver at mærke efter og nogle dage er jeg 200% på en hjemmefødsel og andre dage er 200% på en hospitalsfødsel. Heldigvis har jeg stadig 3 måneders tid tilbage før jeg skal beslutte mig men jeg kan alligevel også mærke, at det stresser mig ikke at have taget en beslutning endnu.

Jeg kan dog mærke, at det der afholder mig fra en hjemmefødsel er fordi jeg er bange for at skulle opgive min drøm endnu en gang, hvis jeg ville skulle overflyttes igen og så virker det bare bedre for mig at have “opgivet” på forhånd. På anden side er jeg sindssygt bange for, at en hospitalsfødsel vil gøre det svært for mig at blive set og hørt og at det dermed igen vil ende med at blive en både grænseoverskridende og traumatisk oplevelse.