29.9.2015

29.9.2015

30. september 2019 0 Af Line

Telefonen ringer…

Det er mor, der siger, at du er ved at dø.

Ingenting!

Telefonen ringer igen.

Du er død nu, siger mor.

Ingenting. Tomhed.

Jeg sidder i toget op til dig!

“Mormor er død!”

“Mormor er død!”

“Mormor er død!”

Gentager jeg inde i mig selv, imens jeg stirrer ud i luften.

Som om jeg forsøger at overbevise mig selv om den sandhed, jeg ikke vil acceptere.

Og som toget nærmer sig Aalborg og dig, kommer kvalmen.

“Jeg skal se et dødt menneske for første gang!”

Ikke bare et hvilket som helst dødt menneske men dig!

Dig, der i hele mit liv har stået som en af de øverste på listen over de bedste mennesker i mit liv.

Vi holder på parkeringspladsen udenfor dit køkkenvindue, hvor jeg så mange gange har vinket til dig.

Jeg går langsomt men hurtigt op ad trapperne og der står de: en stor del af de mennesker, der har været hele dit liv.

Men fordi jeg ved, at de ikke er der for at ønske dig glædelig jul eller fejre din fødselsdag, så løber jeg alt hvad jeg kan ud!

Jeg skal bare væk!

Ude på græsset bag ved din lejlighed ender jeg og efter mors overtalelse fordi hun ved, at det er vigtigt for mig at sige farvel til dig, går jeg med ind igen.

Stemmerne omkring mig siger: “Men hvis hun ikke vil, så skal hun heller ikke!”

Men jeg vil se dig en sidste gang!

Alt andet vil være kujonagtigt og slet ikke passe med hvor stor en del af mit liv, du har været!

Så jeg går ind i soveværelset og der ligger du. Livløs og bleg men du ligner stadig dig!

Jeg ender i stolen for enden af din seng og jeg ser, hvordan lægen erklærer dig død!

Men jeg ser også, hvordan du ikke er i den krop, som lægen lige har sagt er død.

Jeg ser, at du sidder på den anden side af sengen: varm, blød og dejlig som altid.

Du smiler til mig og jeg kan høre for mig selv, hvordan du siger: “Se, Line. Døden er slet ikke så farlig.”

For du var ikke bange for at dø, men når du begyndte at snakke om det, holdt jeg mig altid for ørene og bad dig stoppe. Jeg var bange for din død.

Men nu er du altså virkelig død!

Jeg får lov at være alene med dig, så jeg lukker døren ud til det kaos af stemmer, der var dit liv.

Din kind er kold, da jeg kysser den imens jeg grædende fortæller dig, hvor meget jeg vil komme til at savne dig.

Selvom at der ikke findes ord, der kan beskrive det!

De kommer og tager dig med.

Døren til kapellet lukker imens jeg står og ser, hvordan de lukker kisten og endnu en gang tager dig væk fra mig.

Månen er fuld eller i hvert fald næsten. Det er en lun aften, selvom det er i september.

Vi spiser sushi til aftensmad.

Verden er i undtagelsestilstand.

Jeg er i undtagelsestilstand.

Dagen efter er jeg igen i din lejlighed.

Jeg sidder i den stol, som jeg har siddet i så utrolig mange gange før og læst i blade og vendt verdenssituationen med dig.

Imens de “voksne” ordner de ting, der skal ordnes for at verden omkring os også ved, at du ikke er her mere, går jeg rundt i lejligheden.

Jeg kigger på alle billeder, alle pyntegenstande og hver en cm af din lejlighed, så jeg aldrig vil glemme hvordan den ser ud.

I dag er det 4 år siden.

Så du har været død i 4 år og en dag i dag!

Jeg ved ikke hvornår, jeg stoppede med at græde hver dag.

Men jeg ved, at jeg stadig tænker på dig hver dag.

Jeg tænker på dig, når:

  • Prinsen i England får et barn og jeg mangler dig at dele det med, for jeg ved, at vi ville have snakket om det.
  • Solen skinner på smukke kolde efterårsdage.
  • Jeg spiser jordbærgrød.

Men allermest tænker jeg på dig og mangler dig til de store ting. Senest for 3 måneder siden, hvor vi fortalte alle, at Molly skal være storesøster. Jeg blev knust, da det gik op for mig, at jeg manglede at fortælle dig det men, at jeg aldrig igen kommer til at dele mine store nyheder med dig.