3. grads fucked!

3. grads fucked!

4. september 2019 0 Af Line

“Hvor tæt var min datter på at dø?”

Vi er 10 minutter inde i første samtale med jordemoderen.

Og spørgsmålet, der har klistret sig fast til mit indre i 6 år, er endelig ude!

Det hænger i luften et øjeblik inden det først bliver modtaget af Mathias med et mærkeligt grin. Et grin der både gør mig vred og ked af det, fordi jeg ved at det dækker over det samme som mit spørgsmål: vi var begge to så bange for, at vi var ved at miste Molly, før vi overhovedet havde mødt hende, den eftermiddag i august for 6 år siden.

Jordemoderens reaktion er nogle mærkelige affejende håndtegn, imens hun ser både forarget og fornærmet ud.

Hun begynder på den klassiske politikertale: “I Danmark er der nærmest aldrig børn, der dør under fødslen. For i Danmark har vi en af de laveste rater af…”

“VAR MIN DATTER TÆT PÅ AT DØ?”

Jeg gentager mit spørgsmål med endnu mere beslutsomhed.

For efter alt for mange år med møder med jordemødre, psykologer og læger, er jeg FÆRDIG med at bekymre mig om dumme spørgsmål og om hvor vidt jeg fornærmer nogens håndværk eller ej.

Og endelig forstår hun, at jeg mener det!

Jeg har brug for svar på det spørgsmål, som har været skyld i så meget angst og søvnløse nætter de sidste 6 år.

Efter en længere forklaring af forløbet og hvorfor de gjorde som de gjorde dengang, er jeg mere rolig.

Men spørgsmålene slutter ikke her! Jeg er, her to uger fra at være halvvejs i den her graviditet, mere end fast besluttet på at få svar på alle de både “dumme” og hårde spørgsmål!

“Hvorfor gjorde hun det der med at trykke mig på maven? Det var virkelig ubehageligt”

“Kan man undgå den der irriterende social- og sundhedsassistent næste gang?”

“Propper I bare alt moderne medicin på mig, hvis jeg vælger at føde på sygehuset?”

“Hvad hvis I har travlt? Så giver I masser af ve-stimulerende, ikk’?

“Hvorfor skruede de op for det ve-stimulerende, da jeg havde født? Var det sådan en “nu hvor den alligevel sidder der-situation”?”

“Øhmm, kan man godt sy det igen, hvis nu jeg får en 3. grads bristning igen?”

“Hvad er risikoen for, at jeg brister så meget igen?”

Vi er ved jordemoderen i 1,5 time, hvor jeg får svar på alle mine 117 spørgsmål, der alle sammen vælter ud lige efter hinanden.

Så da vi går derfra, er jeg afklaret: Jeg skal og vil forsøge med endnu en vaginal fødsel. Om det er på hospitalet eller derhjemme, er jeg dog ikke sikker på endnu.

Jeg føler mig afslappet, rolig og nogenlunde klar til februar.

Altså lige indtil jeg ligger mig i sengen om aftenen og endnu flere spørgsmål melder sig:

“Burde jeg ikke bare få et kejsersnit?”

“For hvad hvis jeg brister igen og de ikke kan sy det ordentligt?”

“Vil den her fødsel så også forandre mit liv på en måde som den anden gjorde?”

“Kan jeg holde til at skulle det samme igennem igen?”

“Svarede hun egentlig nogensinde på det der spørgsmål?

“Er der ikke også mange gener ved et kejsersnit?”

“Kunne det være okay at føde på sygehuset?”

“Gør det mere ondt at få et kejsersnit end en 3. grads bristning?”

“Hvad er risikoen for at næste barn også skal tages med sugekup?”

Dagen efter fortsætter det!

Nu har jeg (desværre) bare Google til min “hjælp” og efter at have googlet de fleste af mine spørgsmål, er jeg bare mere forvirret.

Bortset fra at jeg nu har fundet frem til kernen i min frygt for at føde.

Det er ikke selve fødslen der gør mig bange. Det er hvad fødslen kan gøre ved mig bagefter.

For jeg har jo en gang betalt prisen og mærket hvordan en fødsel har forandret mig på en måde, der gør at jeg dagligt skal tage hensyn og altid benhårdt priortere min tid, så jeg stadig har det godt.

Det er der, det hele strander!

Jeg er så panisk angst for, at den her fødsel vil lægge mere oven på alt det jeg i forvejen kæmper med.

Og da det går op for mig, bryder helvedet løs. Jeg græder og græder og græder.

Så snart Mathias er inde for døren, krammer jeg ham imens jeg grædende råber: “Jeg er så fucking bange. Bange for, at jeg aldrig bliver normal igen.”

Det er hårdt at møde og være i den følelse. Da vi går i seng om aftenen, er mit hoved tungt og mine øjne brænder. Jeg er så udmattet!

Men alligevel føles det forløsende at have fået det ud og give mig selv lov til at mærke, hvor fucking bange, jeg egentlig er.

Jeg havde bildt mig selv, at jeg bare kunne udsætte tankerne om fødslen i et par måneder men sådan fungerer sindet sjovt nok ikke.

Så jeg bliver nok nødt til at arbejde med det og gøre mit for at være klar til endnu en fødsel uanset hvordan den så bliver.

Også selvom jeg i den (3.) grad føler mig fucked!