Hvem sagde pregzilla?

2. august 2019 0 Af Line

Dagen var startet sådan her: jeg havde kastet op om morgenen (på den der skønne gravide måde, hvor det kun er vand og mavesyre, der kommer op) efter nogle dages pause fra opkast. Efter den omgang havde jeg en sindssyg hovedpine, krampeondt i maven og rigtig meget kvalme, der gjorde, at det var sindssygt svært at få spist noget de første timer af dagen.

Så var dagen ligesom i gang! Jeg ved ikke om det kun var den start på dagen, der udløste det, der efterfølgende skete eller om det også var ugers frustrationer over at være gravid på den der tidlige måde, hvor eneste bevis er den døgnlange kvalme og de næsten daglige opkastninger.

Hvad var det så, der blev udløst den dag?

En hel dags gråd, hvor jeg græd over alt.

Jeg stod på Mollys værelse, som hun helt selv havde ryddet op inden hun tog op til mormor, imens jeg grædende sagde: “Og prøv og tænk. Hun har OGSÅ været så lille at hun kunne ligge inde i min mave og nu er hun SÅ stor.”

Imens jeg sad og tissede, brød jeg ud i gråd ved tanken om: “Og det er rigtigt. Livmoderen og babyen skubber til de andre organer. Skubber til dem?!? Hvor klamt er det ikke lige?

Og så brugte jeg en del tid på at ligge grædende på sofaen fordi: “Og jeg har jo slet ikke lyst til noget mad. Men jeg får jo endnu mere kvalme, hvis jeg ikke spiser noget, så jeg bliver NØDT til at spise noget. Stopper den kvalme ikke snart? Det er så synd for mig!”

På et eller andet tidspunkt er der en pause i det hele og jeg ligger på sofaen med benene over Mathias, der sidder op.

Tøvende og meget modigt, begynder han: “Ja, jeg kan godt mærke at du er lidt mere øhmm den her gang.”

“Lidt mere hvad?” spørger jeg lettere irriteret

“Lidt mere sådan pregzilla-agtig” svarer han (nu endnu mere modig!)

I et kort (og meget hidsigt) øjeblik, skal jeg til at forsvare mig selv og blive mere end sur på ham.

Men jeg stopper mig selv, for han har jo ret!

Jeg er meget mere pregzilla den her gang end da jeg var gravid med Molly.

Jeg er mere:

  • Krævende
  • Belastende
  • Sur
  • Frustreret
  • Ynkelig

Og så er jeg mere end glad for at fortælle alle, der gider (og dem der ikke gider) høre på, hvor synd det er for mig og hvor hårdt det er at lave et menneske inde i sig.

Så ja, jeg ER pregzilla og jeg er både stolt og glad for det!

Forklaring?

Sidste gang jeg var gravid, terpede jeg sætningen: “Det er ikke en sygdom at være gravid!” for mig selv hver eneste dag. Hver eneste gang, jeg var træt, havde kvalme eller ikke helt kunne det, jeg normalt kunne. Jeg brugte den berømte og helt igennem nedern sætning, som en hammer, der var rigtig god at slå mig selv i hovedet med. For hvis det at være gravid ikke er en sygdom, så er det jo ikke så slemt, vel?

Og det er rigtigt! Graviditet er ikke en sygdom men derimod en helt igennem sindssyg begyndelse på en rejse, der for evigt forandrer dit liv, dine måde at være i verden på og din måde at opfatte verden på. Det er kun den helt enorme psykiske forandring, der kommer med en graviditet, så lad os slet ikke snakke om den fysiske forandring (du ved det med de organer, der flytter sig!). Og så har jeg altså kun været “syg” med kvalme og opkast i to måneder i træk en gang før i mit liv og den gang var jeg sjovt nok også gravid.

Så når jeg denne her gang helt bevidst er mere pregzilla, så er det ikke fordi, at det er hårdere at være gravid denne her gang eller fordi jeg er blevet en mere irriterende person siden sidst.

Det er fordi, at jeg rent faktisk giver mig selv lov den her gang. Giver mig selv lov til være okay med, at det er okay, at jeg IKKE synes, at det er en fest at være gravid. For det er okay!

Alt er helt som det skal være for at være gravid, føde og blive mor er den største og vildeste opgave, jeg nogensinde er gået i kast med. Sidste gang brugte jeg alt min tid på at undervurdere den opgave og jeg kan ikke lade være med at tro, at det var den undervurdering, der var med til at føre til min fødselsdepression.

Så som en form for sikring for, at det ikke skal ske igen, giver jeg den her gang mig selv 110% lov til at være med alle de følelser, der konstant dukker op i de her måneder.

Og er det belastende for Mathias (og alle andre omkring mig)?

Jep. Helt sikkert!

Men altid hellere pregzilla end endnu en fødselsdepression.