De burde tvangsfjernes!

De burde tvangsfjernes!

30. maj 2019 0 Af Line

Allerede inden at jeg var blevet gravid med Molly, havde vi aftalt, at vores kommende barn skulle leve vegansk. Det var på trods af, at Mathias ikke var (ikke er) veganer og nej, det var hverken tvang eller trusler fra hans crazy veganerkæreste, der fik ham overtalt. Det blev bare noget, vi ret hurtigt blev enige om efter, at jeg var blevet veganer.

Det virkede som det mest fornuftige og det letteste, når nu vores hjem for længst var blevet helt vegansk.

Beslutningen virkede rimelig fredelig og når nu vi to kommende forældre havde taget den sammen, havde jeg ikke i min vildeste fantasi kunnet forestille mig, at beslutningen kunne gøre så mange mennesker irriteret, provokeret eller ligefrem forarget.

Men det gjorde og gør den!

For hvis der er noget, der kan få folk op i det røde felt, så er det åbenbart når man beslutter sig for, at ens barn skal leve på den måde, man selv synes er den mest fornuftige måde at leve på!

Og når den samme historie om et par i England (der desværre var veganere), der gav deres nyfødte baby juice (!) i stedet for modermælk eller modermælkserstatning igen bliver en historie på diverse medier, så går kommentarfeltet amok: For veganske børn burde jo tvangsfjernes og forældrene burde slet ikke have fået børn.

Men måske er problemet ikke, at de forældre var veganere men, at de måske ikke var de klogeste. For ja, selv (99,9% af) veganere ved, at man IKKE giver et nyfødt barn juice i stedet for modermælk.

Selvom at jeg ikke burde blive berørt af dumme mennesker på internettet, så bliver jeg alligevel ked af at læse, at det virker som om, at der er en (større eller mindre) del af danskere, der mener, at mit barn skulle tvangsfjernes, fordi der er nogle ting, hun ikke spiser.

Men måske er det, som jeg bliver mest berørt af heller ikke tosserne på internettet men mere de der kommentarer fra familie og bekendte som:

“Hvorfor ikke bare en gang imellem?”

“Det er godt nok synd, at I presser jeres overbevisninger ned over hende.”

“Det er synd for hende, at hun ikke må få X i børnehaven.”

“Hvornår må hun så spise kød?”

Og så de ting, der ikke bliver sagt, hvor jeg fornemmer at folk synes, at vi måske ikke direkte mishandler vores barn men i hvert fald snyder hende for en masse og gør hendes liv dårligere. De der fordømmende blikke til børnefødselsdage, når mit barn får noget andet end de andre børn.

Det er helt fair at undre sig for vi veganere er sgu lidt i undertal i lille Danmark men altså, der er ikke rigtig noget at være hverken forarget eller bekymret for. Et eneste kig på Molly, der er lige midt i både højde-og vægtkurve, kan stave til flere ting og sjældent sidder stille, så bliver det let at droppe alle fordomme om trætte, dumme og syge veganske børn.

Hvis man altså vil og det er måske mere det, der er problemet. Vores livsstil er i hvert fald ikke!