Og så sagde vi, at jeg er et mega positivt menneske!

Og så sagde vi, at jeg er et mega positivt menneske!

23. maj 2019 0 Af Line

I mandags skrev jeg det her indlæg, hvor jeg skrev om hvor meget nemmere det var blevet for mig at være alene med Molly og hvor meget håb, jeg havde for, at jeg en dag bliver helt mig selv igen!

Det er så ikke lige sådan, at jeg har det mere!

Fire dage alene med det meste og en putning, der tog 2 (!) timer i går aftes med et barn, der savnede sin far, så bliver det her indlæg ikke just positivt.

For i går aftes efter at Molly endelig var faldet i søvn, brød jeg ud i endnu et anfald af fuck-hvor-er-det-fucking-uretfærdigt-at-jeg-har-det-sådan-her!

Måske var det den lange putning, måske det faktum at jeg er kommet bagefter med alt arbejde de sidste dage, måske fordi Mathias lød til at ha’ det lidt for sjovt, da vi snakkede i telefon (hvem sagde bitter?), måske at jeg er så fucking træt og ikke rigtig kan mærke min krop? Men allermest var det måske den alt overskyggende følelse af, at jeg ikke kan alt det jeg kunne før en buffet af diagnoser blev serveret for mig for knap 6 år siden.

Og i hele min jamren over hvor synd det er for mig, bliver jeg så fucking håbløs at det halve kunne være nok!

Selvom jeg lige nu 99% af tiden ønsker mig endnu et barn lige så meget som jeg ønskede mig Molly, så er jeg dage som i dag så tæt på at opgive og finde mig til rette med kun et barn!

For hvordan fanden kan jeg, der havde en lorte fødsel, der endte med sugekup og et ødelagt underliv efterfulgt af fødselsdepression krydret med angst, OCD og en lille belastningsreaktion on the side, overhovedet tro at alt går godt næste gang?

Hvordan kan jeg vide, at det hele ikke endnu en gang vælter ned over mig?

Kan jeg virkelig (og vil jeg virkelig) gå igennem hele lortet en gang til?

Og nej, det sker sikkert ikke igen og helt sikkert ikke både hård fødsel og fødselsdepression men hvad nu hvis?

Det er endnu en gang det store: “Jeg ved hvad jeg har, men jeg ved ikke, hvad jeg får!” og det jeg har er jo de fleste dage, hvor jeg har mere tid til hvile og flere pauser, virkelig dejligt og noget, der fylder mig med taknemmelig hver dag!

Men altså taknemmeligheden er lidt langt væk lige nu! Måske den kommer flyvende med Mathias hjem fra Barcelona i aften? Man har jo lov at håbe!