Hvordan fanden skal skraldet komme ned?

20. maj 2019 0 Af Line

I de sidste år, har jeg flere gange fundet ud af at mine store “hey, jeg er kommet langt-erkendelser” kommer på de mærkeligste tidspunkter og denne her gang var ikke mindre mærkelig!

Der havde stået en skraldepose i vores gang i fredags og da jeg om aftenen havde puttet Molly og kom ned i gangen, havde Mathias taget skraldet med ud.

Og det kastede mig tilbage til april sidste år, hvor jeg for første gang var alene med Molly i tre dage. Jeg husker, at jeg inden jeg skulle være alene med hende i de dage, helt seriøst var ved at sætte mig ned og græde fordi jeg simpelthen ikke kunne overskue, hvordan jeg skulle kunne få båret skraldet ned, når vi var alene.

Tilbage til i fredags, kunne jeg ikke lade være med at smile over noget, der virker som sådan en lille ting i de her dage, hvor jeg skal være alene med hende indtil fredag morgen! Faktisk kan jeg i dag slet ikke forestille mig, at det der med at få båret skraldet ud kan være et problem. Men jeg husker alligevel ret tydeligt, hvor uoverskuelig opgaven føltes de tre dage alene med Molly i april sidste år!

For selvom, at jeg mærkede angsten for angsten komme snigende, da Mathias tog afsted tidligere i dag, så går det langsomt fremad! Jeg glemmer bare nogle gange at opdage alle de små ting, der viser mig, at det hele tiden går fremad!

Men påmindelsen i fredags minder mig om, at jeg hele tiden får det bedre og ting (som at være alene med Molly i flere dage), der var helt udelukket for nogle år siden er blevet noget, jeg rent faktisk kan overskue også selvom at skraldet skal ud!

Jeg er stadig langt fra at føle, at jeg kan alt det jeg kunne før min belastningsreaktion, men det er alligevel virkelig rart at mærke, at der bare på et år er sket meget og at jeg i dag kan overskue meget mere end jeg kunne for et år siden!

Så føles det som om at der stadig er håb for, at jeg på et tidspunkt vender tilbage til at kunne og overskue alt det, jeg kunne før Molly blev født. Det hjælper mig helt vildt i de dage, hvor jeg er så sur og bitter over at det her lige skulle ske for mig!

For håb føles bare bedre end bitterhed!