Min fantastiske krop!

Min fantastiske krop!

14. maj 2019 1 Af Line

Jeg har altid været klar over, at det at være tyk er dårligt. Det har altid været en vilkår, jeg har levet med både i mine tykke perioder men lige så meget i mine tynde perioder.

Mine første erindring om, at min krop var tyk og dermed forkert, var da jeg i børnehaveklassen blev drillet med, at jeg i hvert fald ikke kunne være klædt ud som Esmeralda til fastelavn for det var jeg jo alt for tyk til.

Det er tidligt at blive opmærksom på, at ens krop er ulækker og forkert, men ikke desto mindre var det sådan det var.

Så da jeg var omkring 12 år og nærmest ved et held blev tynd (som i virkelig tynd) og folk omkring roste min “nye” krop, så var jeg sikker på, at nu var jeg endelig som jeg skulle være. Sådan skulle det dog ikke helt være for lykken over min nye tynde krop kom aldrig men til gengæld kom tanker som “Hvorfor vejer jeg ikke noget med 40 kg i stedet for noget med 50 kg?” “Man skal kunne se mere af mine kraveben!” “Hvorfor har jeg ikke mavemuskler som Britney Spears?” “Jeg burde træne mere!” “Hvor mange kalorier er der mon i det her?”

Jeg var tynd (som i virkelig tynd), men jeg hadede stadig min krop og følte mig stadig ulækker, doven og utilstrækkelig!

Det levede jeg med i nogle år, indtil jeg startede på gymnasiet og fik et lidt bedre forhold til min krop. Måske fordi jeg fik en ny dejlig kæreste, der syntes, at min krop var lige som den skulle være! Vi flyttede sammen og jeg blev tyk igen! Og efter kun et par års våbenhvile med min krop, gik jeg igen amok på den.

Jeg startede med at træne helt vildt igen, men det var også i den periode, at jeg opdagede yoga, som faktisk viste mig at min krop er ret awesome og det var allerførste gang, at jeg bevægede mig ikke som en straf men fordi jeg rent faktisk syntes, at det var mega fedt!

Hvis jeg ser tilbage, gik jeg måske lige rigeligt op i min træning, men der var helt sikkert fremskridt i mit syn på min krop!

Og så blev jeg gravid og havde en abort! Haddet og skuffelsen over min krop var på sit højeste siden jeg var 13 år. Hvordan fanden kunne jeg være en ordentlig kvinde og ordentlig kæreste, hvis jeg ikke engang kunne være gravid?

Heldigvis blev jeg hurtigt gravid igen, men kvalmen var sindssyg og jeg spiste slet ikke som jeg “burde” have gjort i de første måneder og det var nok til, at jeg igen igen var fyldt med afsky, skuffelse og had til min krop!

Det fantastiske 2.trimester kom og jeg var igen tilbage til et nogenlunde tåleligt forhold til min krop. Altså lige indtil de sidste måneder af gravidteten, hvor jeg igen blev sur på min krop, fordi den var stor og besværet!

Jeg fødte og herefter er der stille. Helt stille! Min krop var der bare og jeg kunne slet ikke mærke den. Jeg kæmpede i måneder med bare at mærke den indtil jeg en dag lavede endnu en bodyscanmeditation og endelig kunne jeg igen mærke mine tæer!

Selvom jeg havde genfundet en smule kontakt til min krop igen, hang den mest bare ved de næste år, imens jeg kæmpede en lang og sej kamp med mit sind.

Det var indtil, at jeg en dag stod på vægten efter at jeg i et stykke tid, havde haft på fornemmelsen, at jeg havde taget på!

Det havde jeg! Vægten viste, at jeg vejede mere end jeg nogensinde i hele min liv havde gjort og som en refleks kom selvhadet og afskyen igen over min krop. Men et eller andet var anderledes – måske var de sidste års kamp for at få det bedre psykisk og rent faktisk endelig være et sted, hvor der var en smule lys forude. Jeg fik stoppet mig selv inden jeg endnu en gang gik i gang med at fortælle min krop, hvor klam den var, for jeg så i spejlet, at jeg på trods af mine nye kg rent faktisk så glad ud.

Orkede jeg virkelig at erstatte min kamp mod depressionen med en kamp mod min egen krop? Orkede jeg selvhadet, afskyen og en konstant følelse af utilstrækkelighed? Svaret kom overraskende let og var selvfølgelig NEJ!

Så ja, jeg er tyk og hvis du spørger mit BMI, er jeg faktisk svært overvægtig! Og selvom at jeg godt ved, at det mest provokerende er en tyk person, der IKKE er på slankekur, så er det jeg er! Jeg er tyk men for allerførste gang siden jeg var 6 år, har jeg ikke bare et tåleligt forhold til min krop. Nej, jeg elsker min krop! Hele min helt fantastiske krop, der har skabt liv og som i 28 år, har holdt mig ud uanset hvad jeg har kaldt den!

Det er den, der gør, at jeg kan:

  • Danse rundt i stuen med Molly.
  • Føle mig mega stærk i krigerstillinger, når jeg laver yoga.
  • Lave et familiekram med de to vigtigste mennesker i mit liv.
  • Lytte til min mavefornemmelse og sætte grænser for mig selv.
  • Kysse og det der er værre med Mathias 😉

Den er ret fantastisk sådan en krop, ikk’?