Og sådan ødelægger man den gode stemning!

26. april 2019 0 Af Line

Da jeg var til tandlæge for nogle uger siden, havde jeg valgt en ny tandlæge, der ligger tættere på, hvor vi bor nu. Så derfor skulle vi selvfølgelig lige hele mit liv igennem, da jeg først kom ind til hende.

Det starter med det klassiske: “Hvad laver du så?” Hvortil jeg svarer at jeg er selvstændig og har en webshop. Efter den obligatoriske: “Nej, veganske snacks er IKKE sunde” venter det næste. Har jeg mon en uddannelse og igen svarer jeg høfligt at ja, jeg har en bachelor i historie.

Og som sådan cirka alle andre, der hører, at jeg “kun” har en bachelor i historie og derfor ikke har fuldført hele min 5 år lange uddannelse, kommer det ventede spørgsmål: “Hvorfor?”

Mit svar er som det for det meste er: “Jeg ville hellere bruge tid på min virksomhed og så var studiet også blevet meget hårdt for mig efter, at jeg havde fået min datter, fordi jeg fik en belastningsreaktion, da jeg fik hende.”

Det føles som slow motion i en film, imens hun lyder helt mærkelig og slet ikke ved, hvad hun skal sige indtil hun svarer det, som de fleste svarer/ spørger anklagende om: “Men er din datter ikke 5 år?!? Eller du har måske flere børn?”

Og med et blev endnu person, der har aldrig har set skyggen af at være hverken psykolog eller psykiater på magisk vis uddannet som begge dele på under et halvt minut.

For hvis jeg fødte min datter for 5 år (faktisk snart 6 år) siden, hvor vover jeg så stadig at gøre opmærksom på det, der skete og hvilke konsekvenser, det har på mit liv?

Burde jeg ikke bare holde min mund, ikke ødelægge den gode stemning og stikke en hvid løgn?

Det er jo som man siger: “Hvordan ved man, at folk er veganere eller har psykiske diagnoser? Bare rolig! De skal nok fortælle dig det!”

Og hvis personen, der jo er mig både er veganer og har en diagnose. OMG, hvor må hun bare være pisse irriterende og opmærksomhedskrævende så!

Men det er med både det faktum, at jeg er veganer og at jeg har en belastningsreaktion, at begge dele påvirker mit liv. Hele mit liv. Jeg kan ikke rigtig sidde på Jensens Bøfhus med alt det bedste fra salatbaren i et selskab med kødspisere uden, at det kommer frem, at jeg er veganer. Jeg kunne selvfølgelig også lyve og sige, at jeg er allergisk for kød men altså…

Selvfølgelig kunne jeg også bare i endnu en small talk, når snakken falder på arbejde og studie, sige at jeg blev allergisk overfor historiske kilder og derfor var nødt til at droppe studiet men altså…

Jeg kunne også bare helt ærligt stå ved hvem jeg er med alle sider af mig selv også selvom, at det ødelægger den gode stemning. For der er virkelig ingen, der gider at høre om psykiske diagnoser. Hvis bare jeg havde haft en “sexet” diagnose som kræft, for højt blodtryk eller diabetes, så skulle du se, hvordan folk ville flokkes om mig til sociale arrangementer. ?