Pandekager, sol og en smule historie

Pandekager, sol og en smule historie

23. april 2019 0 Af Line

I torsdags skulle vi have været en endagstur til Flensborg for at hamstre økologisk og vegansk mad, som både er billigere og mere af i Tyskland!

Vi har dog været i Flensborg en del gange før og ligesom set, hvad der er at se. Onsdag eftermiddag kom Mathias i tanke om at vi jo også kunne køre til Hamborg, hvor vi kun har været kort en gang (da vi fløj dertil fra Mallorca) og hvor der er 18 helt veganske spisesteder mod 0 i Flensborg.

Så vi besluttede at køre til Hamborg på en endagstur indtil sent onsdag aften, hvor vi skiftede mening og blev enige om at sove dernede til fredag.

Molly vågnede til den nyhed torsdag morgen og var mere end begejstret for tanken om at skulle sove på hotel!

Vi kørte afsted og cirka 3 timer senere var vi landet i Hamborg, hvor vejret ikke helt passede til de vinterstøvler, som barnet havde fået på. Endnu en gang vinder vi ikke prisen for “Årets Forældre”.

Turens første måltid blev indtaget på en vegansk cafe og måltidets højdepunkt var Oreo-milkshaken.

Så gik turen ud i et par butikker og så endelig hjem på hotellet – det eneste Molly havde snakket om på hele turen fra Aarhus. Hun smilede og var begejstret lige fra vi trådte ind på hotellet og den begejstring blev alt andet end mindre, da hun opdagede at vores værelse både havde en altan og en buksepresse.

Hun forstår virkelig hotellivet og gik straks i gang med at presse alt sin tøj ?

Hendes begejstring for det værelse var virkelig turens højdepunkt og noget af det bedste ved børn – deres umiddelbare og helt ægte begejstring ved ting, som vi andre tager for givet!

Senere tog vi ud for at spise aftensmad og efter en blanding af, at vi kom lidt for sent afsted og at vi også skulle vente på at der blev et bord ledigt, endte vi med først at spise klokken 21. Det gik bedre end forventet, da Molly mest af alt var betaget af at vi sad udenfor under varmelamper og at hun var oppe og ude så sent!

Det blev dog en smule kaotisk, da hun åbenbart stadig var sulten efter maden og vi så måtte jage rundt efter noget andet mad til hende, da vi gik fra restauranten.

Men endelig kl 23 sov hun og 9 timer senere var hun klar igen!

Klar til at finde en park eller legeplads, som vi havde lovet hende dagen før!

Inden vi skulle finde sådan en, skulle vi dog lige ha’ morgenmad og det blev pandekager på en vegetarisk/vegansk dinner. Virkelig lækre men også virkelig mættende. Og som altid må man jo tage den hårde tjans som forældre at spise op efter sine børn for mad skal jo ikke gå til spilde ?

Så var vi klar til at finde et sted at lege og vi kom i tanke om den kæmpe park, vi var kørt forbi dagen før. Det viste sig at være “Stadtpark Hamburg” som vi hurtigt opdagede var større end nogen andre parker, vi er stødt på i Danmark.

Vi gik et stykke ind i parken og fandt et kæmpe stort børneområde med flere forskellige legepladser, svævebaner og en ministrand inde i midten! Så af med vinterstøvlerne og afsted!

Molly havde en fest og en lille smule svært ved at vælge, hvad hun skulle lave.

Det var en virkelig hyggelig park og vi skal helt sikkert derhen igen, når vi kommer til Hamborg igen en dag!

Efter flere timer der, stod den på hurtig frokost inden vi kørte mod Aarhus.

Molly havde dog været vildt betaget af en kirke, vi havde kørt forbi en del gange det sidste døgn. så vi tog et smut der forbi først.

Det viste sig at være Sankt Nikolai-kirken, der blev bombet under 2. verdenskrig og hvor man nu kan se de sidste dele af den, der står tilbage. Vi brugte lidt tid der, hvor vi fik snakket om Hitler, bomber, Englænderne og om Danmark mon også havde bombet Tyskland.

Fulde af d-vitamin, indtryk og med chokolade til hjemturen kørte vi hjem efter lidt over en døgn i Hamborg.