Kvinde kvinde bedst?

Kvinde kvinde bedst?

9. april 2019 0 Af Line

“Hvem her har været bange for at komme i dag og være i en sal fyldt med kvinder?”

Jeg kiggede mig omkring, imens min hånd langsomt kom op i luften. Salen var fyldt med hænder, der rakte op i luften! Hænder fra kvinder, der alle sammen havde oplevet at kvinde nærmest aldrig er kvinde bedst!

Jeg er til Skru Op – et event med Avalon Khan kun for kvinder og med det budskab, at vi alle sammen er helt fantastiske uanset hvordan vi er men også med budskabet om, at vi kvinder er nødt til at bakke hinanden op og IKKE tale hinanden ned!

For hvis vi er helt ærlige, så er vi kvinder bedre til at tale hinanden ned i stedet for at tale hinanden op!

Men hvordan skulle vi kunne gøre andet, når vi hele vores liv direkte og indirekte har fået fortalt at det andre kvinder er og gør ikke er hverken godt eller rigtigt? Måske fordi vi fra vores mødre (og de fra deres) har lært konstant at være kritiske overfor os selv – en kritik som bliver dejlig let at tørre af på andre kvinder, som måske i virkeligheden har det eller laver det, som vi i virkeligheden gerne ville!

Det har jeg oplevet så mange gange i mit eget liv og jeg føler, at hele mit liv er bygget på et evigt had til andre kvinder og deres måde at gøre tingene på!

Det er rimelig fucked up!

Og hvorfor gør vi det så?

Selvom at jeg virkelig er blevet meget opmærksom på mine egne uheldige tankemønstre om andre kvinder og jeg virkelig prøver på at bakke op om andre kvinder, så sidder det så dybt i mig, at jeg stadig dømmer andre kvinder for vildt, hvis de ikke er præcis som mig!

Min liste med fordømmende tanker (som altså har været meget længere) er lige nu:

  • “Ammer hun ikke!??”
  • “Lader hun sit barn sove på eget værelse allerede?”
  • “Vil hun ikke ha’ børn?”
  • “Arbejder hun 45 timer om ugen, når hendes børn er små!?!?”
  • “Skal hun så gå hjemme med sine børn til, at de flytter hjemmefra?!?”
  • “Øhmm, hun fylder godt nok meget. Kunne hun ikke lige skrue lidt ned?”
  • “Er hun sur? Hvorfor siger hun slet ikke noget?”
  • “Får hun allerede sit barn passet?”
  • “Har hun aldrig været væk fra sit barn?”

Det er hele min skamfulde liste over alle de fordømmende tanker jeg har om andre kvinder! Den har været længere! Meget længere! Og tidligere har den også indholdt fordømmende tanker om kvinder, der får lavet fx. bryster, kvinder, der har en anden kropsform end mig og kvinder, der vælger at få kejsersnit!

Jeg arbejder på min liste og på at få den til at forsvinde helt men jeg ved også godt, hvorfor den ser ud som den gør og hvorfor den primært indholder noget med hvordan andre kvinder er mødre!

Det er selvfølgelig, fordi jeg selv kæmper med mit eget ståsted som mor og hvad jeg har lyst til og hvad jeg ikke har lyst til at gøre som mor!

Så for at få min liste med fordømmende tanker væk, bliver jeg nok desværre nødt til at arbejde med mig selv og min egen rolle som mor!

Men det gør jeg gerne for, at jeg ikke bidrager til kvinde kvinde værst men i stedet gør mit for, at jeg kan være kvinde kvinde bedst!