En tur til i hamsterhjulet!

En tur til i hamsterhjulet!

4. april 2019 0 Af Line

Da jeg var omkring 9 år, havde jeg et lille hamster og om natten løb og løb han rundt i sit hamsterhjul som var han på jagt efter noget, der ventede for enden af hjulet. Det som han bare ikke forstod, var at hjulet jo bare fortsatte. Der var virkelig ikke andet end det hjul og uanset, hvor hurtigt han løb blev det bare IKKE anderledes!

Hvis han havde sat sig ned et øjeblik og nydt udsigten ville han opdage, at hamsterhjulet var præcis lige så fint der som alle andre steder på det!

Du er en kvik læser, så måske har du allerede gennemskuet, at selvom at jeg virkelig havde et hamster (og et dertilhørende hamsterhjul), da jeg var omkring 9 år, så handler det her indlæg ikke kun om min gamle hamster!

Lad os spole tiden cirka 20 år frem til i dag eller rettere sagt til for en måned siden! For det viser sig, at jeg er præcis lige som dum eller naiv som mit hamster!

For en måned siden glædede jeg mig helt vildt til at vi skulle flytte ud i vores nye rækkehus – det ville være blive så godt:

  • Haven, hvor solen altid ville skinne
  • Vaskemaskinen, der let ville vaske alt vores tøj
  • Og den harmoniske stilhed, der ville fylde hver eneste af vores 89 kvm

For rækkehuset ville jo være det eneste vi manglede og DET vi manglede for at blive en harmonisk overskudsfamilie, hvor ord som fucking lorte mor selvfølgelig aldrig ville komme ud af vores 5-årigs mund!

For præcis 3 uger siden fik vi nøglerne til vores nye eventyrhus. Huset, hvor alt er perfekt!

Øhm! Den illusion blev slået i stykker, så snart vi havde fået nøglerne:

  • Der var ikke gjort ordentlig rent inden vi skulle flytte ind
  • Haven bestod mest bare af jord med små øer af græs
  • Vaskemaskinen var der ikke plads til, hvis vi også ville ha’ opvaskemaskine (og det ville vi!)
  • Og den harmoniske stilhed blev erstattet af en 5-årig, der er et menneske og ikke en robot og trætte forældre, der sjovt nok også er mennesker!

Så jeg var i virkelig dårligt humør den torsdag og jeg forsøgte at muntre mig selv op med: “jamen, så mangler vi jo bare (indsæt selv et eller andet) for at blive en harmonisk overskudsfamilie, hvor solen altid skinner og hvor barnet aldrig hader sine forældre!”

Og jeg blev ved med at løbe stresset rundt i mit hamsterhjul indtil, at vi lørdag eftermiddag sad i bilen på vej mod Ikea. DER i bilen imens vi alle tre sang med på sangen, der spillede fra radioen, fik jeg endelig stoppet min færd rundt i hamsterhjulet! For nej, vores liv og vores nye rækkehus er hverken perfekt, fejlfrit, altid med overskud eller altid harmonisk!

Men hvis jeg stopper op, som jeg gjorde der i bilen, så opdager jeg at uden eller med perfekt rækkehus, så har jeg allerede alt det, jeg har brug for at være lykkelig. Ikke lykkelig på den perfekte Instamåde men lykkelig i små bidder hver evig eneste dag! Selv når underskuddet og trætheden fylder 99% af vores nye hjem!