Kan man være bange for at være alene med sit eget barn?

Kan man være bange for at være alene med sit eget barn?

8. marts 2019 2 Af Line

Svaret til det spørgsmål er JA!

Og selvom at jeg ved, at det for nogle lyder fuldstændig vanvittigt. Så ved jeg også, at der er andre, der har det som jeg har haft det!

Derfor har jeg lagt min skam på hylden og gået i gang med at skrive det her indlæg, for vi bliver nødt til at gøre op med den skyld og skam, der stadig er klistret til et forælderskab fyldt med angst og fødselsdepression!

Så jeg starter med min historie om frygten for at være alene med mit eget barn!

I går holdt jeg fridag med Molly og det var hårdt. Så hårdt, at da klokken nærmede sig 15.30 (efter 3 timer inde i byen) havde jeg ondt i hovedet, kvalme og var så udmattet, at mine øjne kæmpede for at holde sig åbne.

Men det var også det! Ja, jeg var træt som i virkelig træt og helt sikkert også mere træt end andre forældre ville være!

Forskellen på i går og for bare 2 år siden er, at jeg hverken var bange eller havde angst ved tanken om, at jeg skulle være alene med hende. Faktisk havde jeg selv valgt at holde fri med hende. Jeg var ikke tvunget af sommerferie i børnehaven eller af, at hun var nødt til at blive hjemme, fordi hun var syg.

Og jeg nød at være alene med hende! For de fleste er det heldigvis meget mærkeligt, at jeg skriver det. For mig er det derimod en kæmpe sejr og et bevis på, hvor langt jeg er kommet de sidste år!

For jeg er kommet så langt – fra, at jeg flere gange, da jeg var på barsel, var nødt til at ringe Mathias hjem fra arbejde, fordi hele dagen føltes som et stort angstanfald til, at jeg sidste år for første gang var alene med Molly i 3 hele dage! Det var vildt grænseoverskridende for mig at skulle være alene med hende i så lang tid, fordi angsten for angsten stadig sidder i mig. Men jeg klarede det og jeg er rent faktisk der, hvor jeg for hver gang bliver mindre og mindre bange for at få en angstanfald, når jeg er alene med hende!

I dag er det helt klart “kun” angsten for at angsten vil tage over (som det er sket mange gange før), som jeg stadig kæmper med nogle gange, når jeg er alene med hende.

Men den angst for angsten kommer fra, da jeg havde en fødselsdepression og der var jeg bange for to ting, når jeg var alene med hende.

  1. At jeg ville skade hende ubevidst (altså at hun ville falde ned fra en stol).
  2. At jeg ville få så det så dårligt, at jeg ville skade hende bevidst (AV! Ja, det skrev jeg).

Man skal ikke ha’ en kandidatgrad i psykologi for at forstå, hvor hårdt det er at kæmpe med de tanker og som mor at indse, at man ikke tør eller kan klare at være alene med sit eget barn.

Det er skamfuldt og man hader sig selv. Hvad for en mor er man, hvis man ikke kan være alene med sit eget barn?

Efter virkelig lang tid, er jeg heldigvis endelig kommet dertil, at det ikke er mig, der er noget galt med.

For selvom at der stadig hersker en ide om, at både depression og andre psykiske sygdomme ikke er rigtige sygdomme, så er de rigtige sygdomme, der ødelægger så mange menneskers liv. Og jeg har aldrig selv valgt at ha’ en fødselsdepression og selvom, at den nok har været usynlig for andre, har den altid været 100% virkelig for mig!

Og i dag er følgerne fra den stadig meget virkelige, men det gør mig hverken forkert eller til en dårlig mor!