Hej lille angst!

Hej lille angst!

25. februar 2019 0 Af Line

I sidste uge var jeg ude på Skejby Sygehus (hvor Molly er født) for første gang siden hun var 4 måneder gammel, hvor vi var til en efterfødselssamtale.

Denne her gang er jeg derude, fordi jeg skal have tjekket min kæbe, der gør ondt. Så ikke noget alvorligt og jeg er derfor helt rolig, da jeg kommer derud og optaget af at finde vej hen til der, hvor jeg skal møde op.

Så jeg går ind af indgang J, drejer om hjørnet og der kommer en portør kørende på en “bus”, hvor der kan sidde flere patienter.

Og uden at jeg når at registrere det, bliver jeg sendt tilbage til den dag, hvor vi skulle flyttes fra barselsgangen til patienthotellet og vi kørte med sådan en.

Mit hjerte begynder at banke hurtigere, jeg bliver svimmel, mine ben bliver tunge og jeg får kvalme: et angstanfald har ramt mig.

Jeg stopper op, begynder at trække vejret roligt og så siger jeg indeni mig selv: “Hej lille angst. Ja, jeg kan godt se, at du er her og ja, jeg kan godt huske, hvor ubehageligt det hele var efter Mollys fødsel. Tak fordi du passer på mig, men jeg har ikke brug for dig mere. Jeg er tryg. Molly er tryg.”

Det sidste siger jeg for mig selv igen og igen, imens jeg begynder at gå videre. Og da jeg kommer op til, hvor jeg skal være er jeg rolig igen!

Jeg er rolig men overrasket over, hvordan jeg havde glemt hele den tur fra barselsgangen over til patienthotellet, som faktisk var virkelig ubehagelig. Samtidig er jeg skræmt over, hvordan jeg stadig 5 år efter kan få et angstanfald ved at blive mindet om noget så “uskyldigt” som en køretur med en portør.

Men jeg er også glad for at opleve angstanfald så sjældent nu og at have lært at snakke med min angst! Ja, det virker dumt de første mange gange men det virker. For når jeg snakker med den, er den ikke mig! Den er noget, der er adskilt fra mig og det gør den så håndgribelig, at den bliver lettere at takle. Det lyder måske mærkeligt, men der er et eller andet rart ved at takke den! For angsten er der jo for at hjælpe mig, fordi den netop tror, at jeg stadig er i fare.

Jeg er dog stadig ikke kommet til et sted, hvor jeg kan være helt rolig med angsten og hvor tanken om fremtidige angstanfald ikke skræmmer mig. Det kommer måske en dag?