Hvad har hjulpet mig? Del 2: Samtaleterapi

18. februar 2019 2 Af Line

Vi er kommet til andet indlæg om ting, der har hjulpet mig til at få det bedre, så det her indlæg kommer til at handle om samtaleterapi.

Inden jeg startede jeg til psykolog, forstod jeg ikke helt hvordan det at snakke med en fremmed ville kunne hjælpe mig.

At snakke med nogen er vel at snakke med nogen eller hvad?

Og er det ikke også helt vildt grænseoverskridende at fortælle om hele sit liv til en komplet fremmed?

Er det som på film? Ligger man virkelig ned imens en ældre mand spørger ind til ens barndom?

Alle de spørgsmål stillede jeg mig selv, da jeg fik min første henvisning til psykolog i foråret 2014.

Jeg kom frem til at det der med at snakke med dem omkring mig ikke virkede super godt eller det virkede i hvert fald ikke til virkelig at hjælpe mig.

Så afsted med mig til psykolog. En psykolog som jeg gik ved to gange, fordi hun brugte lige dele tid på at fortælle mig, at jeg jo bare skulle amme efter et skema (så ville min fødselsdepression gå væk) og på at fortælle mig, at jeg bare skulle skrive om fødslen indtil jeg havde det fint med den.

Ny psykolog til mig: Ved hende oplevede jeg rent faktisk, at jeg turde åbne op om alle mine følelser uden at blive dømt og det var virkelig rart.

Her oplevede jeg hvordan det der med snakke med en fremmed (som man betaler) altså virkelig kan noget!

Jeg oplevede i hvert fald, at jeg kunne bruge en helt gang på at snakke om en lille del af fødslen uden at bekymre mig om hvorvidt hun var træt af at høre om det eller ej!

Og så kunne jeg være ærlig. 100% ærlig om hvor dårligt, jeg havde det. Alt den skam og skyld der var forbundet med mine følelser gjorde, at jeg ikke en gang turde fortælle Mathias om dem sådan helt ærligt!

Ærligheden overfor hende gjorde helt sikkert også, at jeg endelig begyndte at være 100% ærlig overfor mig selv. Der var noget galt og nej, det var ikke meningen at jeg skulle ha’ det på den måde!

De siger, at det første skridt mod helbredelse er at indse at man har et problem og det var for alvor i mit forløb hos den psykolog, at jeg indså at jeg havde det virkelig dårligt og jeg havde brug for masser af hjælp!

Og den hjælp kom både hos den her psykolog og de andre to, jeg har gået ved. Det har virkelig været rart for mig ikke kun at snakke med en fremmed om alle mine følelser men selvfølgelig også at få nogle redskaber til at hjælpe mig selv.