Den største synd er at slappe af!

Den største synd er at slappe af!

31. januar 2019 0 Af Line

Jeg har altid været en 12-tals-pige, der aldrig (eller få gange) fik 12.

Jeg kæmpede og kæmpede og kæmpede både i folkeskolen, gymnasiet og på universitetet med at få gode karakterer.

Og det er svært, når tingene ikke altid kommer nemt til en og at 12-tallerne ikke ligefrem regner ned over en!

Men hårdt arbejde, det forstod jeg og hold fast, hvor jeg har lavet meget af det!

Fra de to lektiers hver eneste dag i 1.g i gymnasiet til de mange timers læsning af forfærdelige teorier på universitetet.

Jeg har altid arbejdet hårdt og jeg har elsket det!

For jeg har hele mit liv vurderet mit egen værd ud fra hvor meget, jeg har nået eller opnået!

Og hvis jeg nogle dage har været syg eller træt, så har jeg måske nok slappet af men også brugt alt tiden imens på at hade mig selv.

For når man kun er noget værd, når man laver noget eller opnår noget, så må man jo være intet værd, hvis man ikke gør det!

Men hvad sker der så med en, når livet ikke går som det skulle?

Når man har presset sin krop og sit sind så meget i så mange år, at man pludeselig bliver tvunget til at lytte til sig selv?

Det var det, der skete for mig!

Jeg oplevede hvordan ting, der før var nemt nu blev svært (og til dels stadig er det).

Og endnu mere så oplevede jeg, at jeg nu havde brug for en helt masse pauser og hvile. For får jeg ikke det, så kommer min angst, tvangstanker og alt det andet lort væltende tilbage x tusind.

Så skulle man tro, at det har været let for mig at få slappet af og tage pauser. Når nu jeg alt for mange gange har set, hvad der sker, hvis jeg ikke gør det!

Men nej!

Når man hele ens liv har vurderet værdien af sig selv og sit liv på hvor meget, man når og opnår, så er det virkelig svært at acceptere, at man bliver nødt til at skære en masse ting fra og bruge tid hver evig eneste dag på at gå glip (som kære Svend Brinkmann ville sige) og lave ingenting.

For er jeg overhovedet noget værd, hvis jeg har brugt hele dagen på at se “De unge mødre” eller på at lave perleplader med Molly?

Har min dag værdi, hvis jeg midt på dagen er nødt til at tage en pause?

Og har mit liv overhovedet værdi, når jeg aldrig gennemførte mit studie og aldrig kommer til at få den Ph.d., som jeg i lang tid drømte om?

Efter flere års arbejde med mig selv, er jeg kommet frem til, at selvfølgelig er jeg noget værd uanset arbejde, studie eller noget helt tredje.

Jeg er (og du er) noget værd uanset, hvad vi laver eller ikke laver.

Faktisk har jeg fundet af, at mit liv føles så meget mere værdifuldt, når jeg laver meget mere af det, der ikke kan måles på karakterskalaer eller afkrydsninger på en meterlang to-do liste.

Men når jeg laver en masse ting, der kun har det eneste formål at gøre mig glad, så bliver livet for alvorligt værdifuldt!