Skal vi ikke lave en baby? Bare sådan en lille bitte baby?

25. januar 2019 0 Af Line

Når ens første barn bliver 3 år og stadig er enebarn, sker det her:

“Skal I ikke snart ha’ nummer 2?”

“Hun skal da ikke være enebarn, vel?”

“Er du gravid?”

“Hvorfor får I ikke bare lavet den baby?”

“Er du helt sikker på, at du ikke er gravid?”

“Skal hun virkelig være enebarn?”

Men når hele oplevelsen med første barn var langt fra det, som man havde troet og håbet på, så er det ikke bare sådan lige at få endnu et barn.

Så det første stykke tid efter fødslen brugte jeg lang tid på, at spekulere på om jeg mon ville “kunne” føde igen og det gjorde mig ked af det. Så havde jeg en lang periode, hvor jeg lagde det fra mig og tænkte, at vi jo alligevel altid havde talt om, at der skulle være mere end 2 år imellem vores børn.

Den næste periode kom, imens jeg havde det allerværst og her var jeg helt overbevist om, at Molly skulle være enebarn, for jeg skulle i hvert fald ikke ha’ flere børn.

Jeg fik det bedre og kom tilbage til konklusionen om, at jeg var ung og ikke behøvede at tænke på flere børn lige nu. Der kunne sagtens være 4, 5, 6, 7 eller 8 år imellem vores børn.

Så hvornår og hvordan sluttede den fase, spørger du så?

Vi er i Ikea juni 2017 for at hente nogle ting til vores nye lejlighed.

Vi sidder og spiser (hvem tager i Ikea uden at spise mad?!?)

Hvad jeg ikke ved endnu er, at ved siden af os sidder en baby.

Men det finder jeg ud af, da Mathias pludselig kigger på den her baby og så på mig, tilbage på babyen og så igen på mig med sine store hundeøjne og siger: “Skal vi ikke snart lave sådan en?”

“ØHH HVAD???” (indsæt lyden af mig, der er ved at blive kvalt i en vegansk kødbolle)

Og så starter det!

Presset fra Molly på den ene side, der er sur over, at X i børnehaven har en lillebror og at X i børnehaven snart skal ha’ en lillesøster.

Presset fra Mathias, der på magisk vis har glemt alt om søvnløse nætter og lortebleer og vil lave en baby nu!

Så er der mig!

Mig der synes at jo, babyer er søde.

Og jo, selvfølgelig skal vi da ha’ en baby til på et aller andet tidspunkt!

Men lige nu?

NEJ TAK!

Så sådan har jeg det i et år:

Babyer er søde. TJEK

Molly vil gerne være storesøster. TJEK

Mathias er klar til en til. TJEK

Jeg er klar til en til. NEJ!

Men altså på et eller andet tidspunkt i efteråret sidste år sker der det, der sker for de fleste kvinder i slutningen af 20’erne.

Uret, som jeg så smart havde fået udsat i flere år ved at få mit første barn allerede, da jeg var 23 år, ringer.

Og det ringer højt!!!

Det magi, der for længst har ramt Mathias, har nu også ramt mig og på magisk vis glemmer jeg alt om kvalme, søvnløse nætter og lortebleer. Jeg vil ha’ en baby!

Der er dog bare lige to ting, som magien ikke kan fjerne: Frygten for endnu en hård fødsel og frygten for endnu en fødselsdepression.

Og det er der, jeg er nu.

Jeg går med drømmen om endnu en baby, imens jeg langsomt forsøger at vende mig til tanken om endnu en fødsel og endnu en risiko for fødselsdepression.

Molly 2 uger gammel