Jeg får i hvert fald ikke en fødselsdepression!

14. januar 2019 0 Af Line

Det her indlæg er svært at skrive! Jeg har udsat det flere gange, selvom jeg egentlig godt ved, hvad jeg vil skrive.

Det er svært, fordi jeg ved, at jeg vil være ærlig og jeg ved, at jeg vil skrive om følelser og tanker, som helt sikkert vil få flere til at tænke, at jeg er verdens mest forfærdelige mor!

Men det er præcis derfor, at jeg gør det!

Så here goes…

Molly har nok været et par uger, og vi er på vej ud for at gå en tur.

Mathias er i bad, og imens skal jeg give Molly tøj på så vi er klar til at komme afsted.

Jeg giver hende tøj på.

Lægger hende langt ind på sengen (så hun ikke falder ned).

Og så går jeg!

Jeg skal væk!

Jeg vil ikke være nogens mor!

Hun fortjener en bedre mor end mig, der græder hele tiden.

Jeg når ikke længere end ud i gangen og så stopper jeg.

Måske er det fordi Mathias er ved at være færdig i badet eller også er det fordi, at Molly siger en lyd.

Uanset hvad går jeg tilbage til hende!

Det her er allerførste gang, at jeg bliver klar over, at der måske er noget galt.

En måneds tid efter sidder jeg i mødregruppen for første gang. Sundhedsplejersken har skrevet spørgsmål ned på små sedler og jeg trækker selvfølgelig spørgsmålet: “Hvordan har du det?”

Jeg overvejer at lyve men har ikke overskuddet til det, så jeg siger; “Ikke så godt. Jeg tror, at jeg har en fødselsdepression!”

Vi aftaler, at sundhedsplejersken snart skal komme hjem til os, så jeg kan udfylde sådan en test, der kan afgøre om man har en fødselsdepression.

Jeg lyver mig igennem hele testen (hvilket er alt for nemt), for sådan en som mig har da ikke en fødselsdepresssion.

Det er kun svage mennesker, der får det og jeg er jo ikke svag!

Mærkaten fødselsdepression skal i hvert fald ikke sættes på mig.

Så jeg bliver ved med at gå med den helt alene med alle de ubehagelige tanker som:

“Hun ville også ha’ det bedre uden mig og kun med sin far.”

“Jeg fortjener ikke at være hendes mor.”

“Jeg vil IKKE være hendes mor.”

“Trækker hun vejret?”

“Nu dør hun nok.”

“Hvordan kommer jeg væk herfra?”

“Jeg skader hende, hvis jeg er alene med hende”

“Jeg kan IKKE være nogens mor!”

Det fortsætter indtil foråret 2014, hvor jeg endelig (med en helvedes masse lige dele støtte og pres fra Mathias) tager testen igen og ikke lyver!

Jeg scorer højt og får det frygtede mærkat fødselsdepression på mig.

Næste skridt er et besøg hos min egen læge (som vurderer svær depression) og en henvisning til et støttegruppeforløb.

Der følger en masse psykologtimer, antidepressiv medicin og en helt del arbejde med mig selv, før jeg på et eller andet tidspunkt for cirka 3 år siden blev rask igen!