Den skamfulde diagnose

Den skamfulde diagnose

9. januar 2019 0 Af Line

Jeg sidder hos min anden psykolog. (jeg har gået hos hele 4 forskellige!)

Hun kigger på mig og siger noget i retning af: “Det lyder til, at du har en belastningsreaktion. Det kan ske, når man har været ude for en traumatisk oplevelse.”

Jeg er på en gang lettet, ked af det og virkelig skamfyldt!

  • Alle mine flashbacks fra fødslen, der holder mig vågen næsten hver nat.
  • Mollys gråd, der får mig til at gå i stå og sende mig tilbage til fødslen.
  • Angsten der kommer snigende, når jeg føler mig fanget i rum med alt for mange mennesker.
  • Min hjerne der konstant tror, at vi er ved at blive spist af en løve.
  • Mit nervesystem der alt for hurtigt får nok af mennesker, larm og indtryk.

Det er det!

Jeg ved endelig hvorfor. De sidste mange måneders kamp har ikke været noget jeg har bildt mig ind.

Der er virkelig en grund til det!

Men samtidig får jeg dårlig samvittighed og føler skam for kan man overhovedet få en belastningsreaktion af en fødsel?!?

Kan man få den samme diagnose af en af de lykkeligste begivenheder, som folk også får af voldtægt, krig og overfald?

Må jeg tage den på mig?

Tager jeg så ikke noget fra dem, der har oplevet noget langt værre?

I lang tid holder jeg min mund med min “nye” måske diagnose og bliver ved med at fortælle mig selv, at det nok ikke er så slemt!

Nogle år (!) efter får jeg diagnosen sådan helt rigtig af en psykiater (som er dem, der må give diagnoser)

Jeg får den med beskeden om, at nogen kommer sig helt og andre kommer sig måske aldrig helt.

Jeg er måske andre!

For 5 år efter kæmper jeg stadig med:

  • Et nervesystem der bliver hurtigt belastet af larm, mennesker og indtryk.
  • Angst (nu kommer den heldigvis kun, når jeg er meget presset og stresset)
  • En hjerne der har forandret sig markant og har svært ved at huske, koncentrere sig, læse i længere tid og have/bevare overblikket.

Men i dag har jeg heldigvis lært at hjælpe mig selv, så når jeg husker at slappe af, holde pauser og meditere, så mærker jeg ikke nær så meget til det hele.