Den bedste og værste dag i mit liv! Del 2

Den bedste og værste dag i mit liv! Del 2

4. januar 2019 0 Af Line

(Du kan læse 1. del af min fødselsberetning her.)

Vi kommer ud til Skejby og det jeg husker bedst er, at jeg ikke kan finde min kæreste og at det er de to falckreddere, der går med mig.

Jeg får dog på en eller anden måde råbt op, så det er min kæreste, der ender med at gå med mig det sidste stykke.

Vi kommer op på fødestuen og det tager lidt tid for mig, at indstille mig på, at det er i de her alt for hvide og alt for sterile omgivelser, at mit barn skal komme til verden.

Men da jordemoderen igen undersøger mig og jeg nu er 9 cm åben, synes fødestuen ikke så slem alligevel.

De næste timer er lidt væk for mig, for jeg får lattergas og det hele føles fjernt og uvirkeligt. Så efter lidt tid beder jeg om ikke at få det mere!

Jeg føler, at jeg presser og presser i flere timer på alle mulige og umulige måder og baby vil bare ikke ud.

Den første iltprøve fra babys hoved bliver taget og alt ser fint ud!

Men da jordemoderen kommer ind med svaret på den anden, ser hun pludselig meget anspændt ud.

Og så vælter det ind med folk, der alle sammen stikker deres hænder op i mig, for at konkludere, at baby åbenbart ikke lægger rigtigt!

Her bliver alt så ubehageligt for mig, at jeg husker det som om, at jeg ikke længere er i min krop men nærmest bare ser på det hele udefra.

Det er også nu, at jeg første gang slutter fred med tanken om, at jeg ikke ser mit barn levende.

Det bliver besluttet, at baby skal tages med sugekop og først prøver en læge, som det ikke lykkedes for.

Og nu bliver jeg endnu en gang overbevist om, at mit barn altså ikke kommer ud levende.

Overlægen kommer og kommer op til mig og siger, at hvis det ikke lykkedes nu, så er det kejsersnit.

Da det heller ikke lykkedes ham i først forsøg, bliver jeg endnu en gang overbevist om, at det ikke bare er mit barn, der ikke kommer ud af det her levende men at alt det her også gør skade på mig!

Men efter endnu et forsøg, er hun ude!

Kl 15.58 onsdag den 21. august!

Hun græder.

Og jeg græder (af lettelse og glæde).

(Du kan læse 3. og sidste del af min fødselsberetning her.

Molly 7 dage gammel